Poul Thomsen gav sin mor Frank Sinatra i gave, lige inden hun døde

Den største oplevelse var Michael Carøe.

Poul Bjerregaard Thomsens mor var i 2014 en aldrende kvinde på 98 år. Hun havde altid været vild med Frank Sinatra, og sønnen ville give hende en af de sidste gaver.

Den danske tv-vært, entertainer og sanger kunne lave det bedste Sinatra-show, mente Poul Bjerregaard Thomsen. Han greb derfor telefonen og ringede til Michael Carøe, som var med på idéen.

»Han kom og sang fire-fem numre af Frank Sinatra. ”My Way” og ”Fly Me To The Moon”. Sådan noget. Han er bare professionel. Min mor så det, blev 99 år lidt senere og døde samme år. Det er jeg glad for i dag,« siger Poul Bjerregaard Thomsen.

Sådan blev en del af programmet på Tåning Jazz Festivals andet år skruet sammen. Tidsmæssigt snakker vi lørdag 31. juli 2021 kl.11.00 – 19.00.

En længere historie

Festivalarrangøren var blot året forinden vendt hjem til Danmark efter 37 år i Bruxelles og et job i EU-Kommissionen. Otiummet skulle nydes, men ikke et af de tilbagelænede slags, for den 31. juli løber ottende udgave af Tåning Jazz Festival af stablen.

Arrangøren elsker jazz. Men det virker ikke til at være hans egentlige drivkraft.

»Det er en længere historie med mig. Ved siden af mit arbejde havde jeg en lille sidegesjæft med at få danske kunstnere til Bruxelles og underholde de mange danskere i byen. Jeg havde Victor Borge, Shu-bi-dua, Kim Larsen, Linje 3, Finn Nørbygaard, dem alle sammen,« lyder det ivrigt fra Poul Bjerregaard Thomsen, der indskyder, at udbyttet ikke var penge, men et stort netværk, før han kommer i tanke om endnu flere besøgende, »der var også Søren ”Doc” Houlind, som var med i Papa Bues Viking Jazzband. Han var nede sammen med Bjarne ”Liller” Pedersen.«

Poul Bjerregaard Thomsen noterede alle kunstnerne som en del sit netværk, og da han blev pensionist, skulle der ske »et eller andet«.

»Jeg vidste bare, at jeg ville bruge mine kontakter. Jeg har altid sagt, at det er ligegyldigt, om du kan tælle til 10, hvis du ikke har et godt netværk,« siger festivalarrangøren, der har et temmelig usentimentalt svar på, hvorfor festivalen fokuserer på jazz:

»Alle andre genre end jazz var dækket ind. Så jeg tænkte: ”Nu prøver vi det”, og i dag har vi Aarhus Jazz Festival og vores.«

Sker ikke en skid

Tåning Jazz Festival er på sine otte leveår vokset fra omkring 60 gæster til 200-300 jazzinteresserede i de senere år.

»Vi prøver at sætte gang i landdistriktet. Der sker jo ikke en skid herude. Så vi er taknemmelige,« siger Poul Bjerregaard Thomsen.

I år er der tre navne på plakaten. Hede Hule Hot, Bøgelund Brothers og Tom McEwan med band, som festivalarrangøren kalder et slags hovednavn.

Sidstnævnte hører også til Poul Bjerregaard Thomsens netværk. Første møde var i 1981, da Tom McEwan optrådte for danskerne i Bruxelles sammen med Klyderne.

Tom McEwan forklarer, at der er ved at komme gang i spillejobbene igen efter coronanedlukningerne. Foto: Mikkel Berg

Det husker den dansk-britisk musiker og autodidakte skuespiller udmærket.

»Jeg kender Poul fra gamle dage. Han fik mig og Jesper Klein ned til Bruxelles for at underholde danskerne. Dem var der mange af,« siger Tom McEwan.

Fis og ballade

Han blev tidligere i år kontaktet af Poul Bjerregaard Thomsen, som spurgte, om han kunne sætte et orkester sammen til Tåning Jazz Festival.

»Jeg er med i et band, som hedder Natbussen. Vi spiller jazz og er et showband. Der er fis og ballade i det. Vi morer os på scenen og håber, at vi kan sprede gode vibrationer,« siger Tom McEwan og bryder ud i latter, »det er det, det går ud på.«

Han og bandet spiller jazz, men på deres egen måde.

»Vi plejer at åbne showet med en dejlig sang kaldet ”I Am Flying” af Nice Little Penguins. Der får vi publikum til at lægge en korstemme – ”Uhhhh uhhh”, det er en skøn melodi. ”Amazing Grace” er sidste nummer,« siger Tom McEwan og begynder at nynne begyndelsen af den amerikanske gospelsang, »så kan folk sige, at det er ikke jazz, men det er fandeme en god melodi«.

Han griner igen, »kan du ikke høre, at jeg er glad?«

Tom McEwan synes, at jazzmusikere og -lyttere kan være lidt snobbede og afvise numre, fordi de f.eks. er poppede.

»Jeg har altid været interesseret i musik og komik samtidig. Ikke til hvert nummer, men i især jazzmusik er der plads til at gøre andre ting, mens man spiller. Spille på noget andet, gøre noget anderledes,« siger han:

»Vi spiller f.eks. på vaskebrætslips, der er købt i New Orleans. Vi spiller et nummer, der hedder ”Washboard Wiggle”.«

Program og billetter her: https://taaningjazzfestival.dk/