Smuk gadefestival i Skanderborg: Hatteteater, klatrevæg, grafitti, og en rullende skriftestol
Adelgade i Skanderborg er fra 5.-7. august rammen for Smuk By-gadefestivalen med masser af forskellige aktiviteter.

En række kulturinstitutioner i Skanderborg har fra 5.-7. august slået pjalterne sammen og lancerer en Smuk By gadefestival i Adelgade i Skanderborg. Og der er tale om en særdeles bred vifte af tilbud til børn, voksne og dem midtimellem. Og Jens Juhl, formand for Skanderborg City, glæder sig.
»Først og fremmest bliver det dejligt med en masse liv midt i Skanderborg, og jeg gælder mig blandt andet over, at der er så mange forskellige aktører med i festivalen - og at de kommer med forskelligartede tilbud,« siger Jens Juhl og fortsætter:
»Der vil være noget for alle aldre, lige fra hatteteater for de 3-8 årige og til sommerbio i Byparken. Og generelt masser af musik og underholdning.«
Fokus på ’street’
Jens Juhl håber ikke overraskende på et godt fremmøde, og han håber blandt andet, at ’projekt gadeidræt’ vil trække mange unge til.
»Det vil være streetbasket- og fodbold, et skaterareal, en klatrevæg, DJ’s samt en graffitivæg med en tilhørende workshop, så det bliver både sjovt og hyggeligt,« siger han.
Det er fantastisk at mærke, at så mange forskellige aktører vil være med til at lave en fest
Også Museum Skanderborg er en del af gadefestivalen, og alle tre dage af festivalen kan man på Perron 1 på Skanderborg Station kigge forbi.
»Vi har sammensat en festivaludstilling, hvor man blandt andet kan blive klogere på Smukfest. Der kan også købe festivalgear, herunder bøgeflis, lige som vi sælger Peter Sommer-LP’er,« fortæller Lene Høst-Madsen, direktør for Museum Skanderborg.
Kirken ruller ud
I løbet af de tre Smuk By-dage vil du også kunne møde Skanderborg Sogn, der har lånt et rullende kontor af Smukfest.
»Normalt plejer vi jo at have åben kirke i Slotskirken under Smukfest, så vi er glade for, at vi har fået muligheden for at være med i Smuk By-arrangementet. Det er fantastisk at mærke, at så mange forskellige aktører vil være med til at lave en fest,« lyder det fra sognepræst Heidi Torp.

»Vi laver en rullende kirke, fordi vi gerne vil være der, hvor folk er. Så torsdag er vi ved Kulturhuset, fredag ved street-arrangementet ved Mindet og lørdag ved Bloms til det store morgenmadsbord. Fredag har vi blandt andet en statementvæg med, hvor man kan nedskrive sine tanker og budskaber, og kontoret vil også fungere som en ’rullende skriftestol’, hvor man kan snakke med en præst,« fortæller Heidi Torp og runder af:
»Vi glæder os meget til at være en del af gadefesten og håber, at mange vil gribe chancen til at tage en snak med os.«
Du kan se hele programmet for gadefestivalen på side 16 i denne avis.