Præstens klumme: Fortrydelse og bekræftelse

Om lidt begynder konfirmationerne for alvor rundt omkring i Skanderborg Provsti. Fra medio august til medio september bliver de fleste konfirmerede og får bekræftet dåbens løfte om, at Gud med sin kærlighed vil være med dem alle dage indtil verdens ende, hvor end livet bringer dem hen.

At stå dér over for livet med dets mange valg er som at stå med en æske med fyldte chokolader, som en af replikkerne lyder i filmen Forrest Gump. Man ved aldrig rigtigt, hvad man får.

Man kan blive vægelsindet af at skulle vælge. Og man kan komme til at fortryde noget så forfærdeligt og ærgre sig over, at man ikke fik nougat i stedet for marcipan fra livets chokoladeæske.

Undersøgelser viser, at noget af det, vi mennesker fortryder mest, er den skade, vi har forvoldt andre gennem livet og dernæst den smerte, vi har påført os selv. Hvad vi mennesker derimod ikke fortryder er de børn, vi fik.

Sådan er det også for Gud. Han fortryder heller ikke de børn, han fik. Faktisk, så er det netop dét, konfirmationen handler om. At Gud bekræfter sit løfte ved døbefonten om, at vi er hans børn, og at ingen af de valg, vi måtte træffe i vores liv kan ændre på det. Heller ikke dem, vi måtte fortryde. Hans kærlighed til os står uantastet.

Man kan sige, at konfirmationen er en bekræftelse af den ansvars- og omsorgserklæring, som enhver far skal udfylde efter barnets fødsel for at vedgå sig faderskabet og dets forpligtelser og få fælles forældremyndighed over det nyfødte barn. Men hvor den dén forpligtelse ophører i døden for vores jordiske far, så rækker vores himmelske faders løfte helt ind i evigheden. Ikke kun, når vi opfører os ordentligt og ikke kun, når tingene lykkes. Men alle dage! Også der, hvor vi måtte føle os skamfulde og grimme, alene eller kede af det.

Jeg ønsker for alle konfirmanderne, at uanset, om livet byder på lakrids eller karamel, at de så vil tage imod det både som en gave og en opgave med mulighed for at vokse som mennesker. Alt sammen i tillid til, at de over for Gud har et sted at gå hen med deres eventuelle ærgrelser og fortrydelser.

Jeg håber for dem, at de aldrig kommer til at fortryde deres beslutning om at lade sig konfirmere. Og jeg beder til, at den obligatoriske kirkegang har lagret sig i dem som et minde om et sted at gå hen og høre de ord, vi som mennesker ikke kan sige os selv. Eksempelvis, at: ”Når I ber, så skal der gives jer; når I søger, så skal I finde; og når I banker på, så skal der lukkes op for jer.”, så de uden tøven altid må søge Gud, livet og kærligheden.