Børn skaber fantasifulde fortællinger på Dokk1

Tuscher, farveblyanter, papir, karton, sakse og linealer ligger spredt på bordet i Børne Lab på Dokk1. Her er ni børn samlet for tredje dag i træk og i fuld gang med at digte en fortælling sammen med børnebogsforfatter Stine Sillesen. En fortælling som skal blive til en installation, der kan ses på Dokk1 hele sommeren.

»Børnene, som er mellem 11 og 14 år, har selv tilmeldt sig fortælleworkshoppen, som er en del af det projekt, vi kalder ”Små stemmer – store fortællinger”. Ingen af børnene kendte hinanden i forvejen, men de har det tilfælles, at de alle sammen er glade for at læse, skrive og finde på fortællinger,« forklarer Mette Rabæk Poulsen, som er biblioteksformidler i Hovedbibliotekets Team familie og børn samt leder af projektet.

I Børne Lab er børnene hver især optaget af at skrive artikler, lave en notesbog med ledetråde og tegne forskellige karakterer som skal indgå i fortællingen.

»Vi har flere forskellige medier i spil. Både billeder, video, lyd og tekst, som alt sammen skal bruges i den færdige installation, som kommer til at stå ved “Hemsen” her på Dokk1,« siger Mette Rabæk Poulsen.

Grænseoverskridende og lærerigt

Over fire dage fra klokken 10 til 14 mødes børnene og arbejder sammen om projektet. Med input og hjælpende hænder fra Stine Sillesen og Team familie og børn på Dokk1.

»For mig har det været vigtigt at skabe trygge rammer, hvor børnene føler sig hørt. Så i mandags, hvor børnene mødte hinanden for første gang, brugte vi dagen på idéudvikling, men i høj grad også på at blive rystet sammen. Og det, tror jeg, er lykkedes. I hvert fald bliver der snakket på livet løs, og flere af dem trisser rundt her på Dokk1 i strømpefødder, som om de var hjemme,« siger Stine Sillesen, som også selv har smidt skoene.

»Det er fantastisk at opleve den udvikling, der er sket fra i mandags, hvor her var lidt stille, og så til i dag, hvor børnene snakker i munden på hinanden og hygger sig rigtig meget sammen. Alle ni børn er forskellige, men de er her alle sammen for at fortælle historier, så på den måde er der et fælles interessepunkt, som binder dem sammen,« lyder det fra børnebogsforfatteren.

Hun sidder foran en bærbar computer sammen med et par af pigerne og er ved at lægge sidste hånd på fortællingen. En af dem, Isabella Mølkær Marott, slipper skærmen med øjnene et øjeblik og indskyder:

»Det var da lidt akavet og grænseoverskridende, da man kom her i mandags og skulle mødes med en masse, man ikke kendte. Men jeg tror, det er rigtig sundt at arbejde sammen med nogen, man ikke kender i forvejen, og vi har allerede lært en hel masse.«

Den eneste dreng i gruppen, Tristán Alejandro López Johnsen, nikker ivrigt.

»Jeg har lært rigtig meget om at optage lyd, filme og klippe. Det har været mega spændende. Og så er det et vildt fedt redigeringsprogram, biblioteket har!« siger han. Sammen med Steen Nielsen fra bibliotekets Team familie og børn er Tristán i gang med at lave video og lyd til fortællingen.

»Jeg skal ind i rummet herovre og indtale noget af fortællingen.« Tristán griber en optager med mikrofon og peger på et af Dokk1’s små glasindrammede lokaler med udsigt over havnen.

»Jeg skal have en dyne over hovedet, når jeg indtaler. Det giver den bedste lyd, og så undgår man, at der kommer baggrundsstøj med på optagelsen,« forklarer han.

Inde i det lille lokale sætter han sig i en stol med en dyne godt oppe over hovedet og mikrofonen for munden. Med rolig stemmeføring, indlagte pauser og uden et eneste “øh” læser han teksten op fra computerskærmen foran ham. Som havde han aldrig bestilt andet.

Verdens bedste idéer

I samarbejde med Mette Rabæk Poulsen og et par af hendes kollegaer har Stine Sillesen forud for projektets start skabt en ramme, som børnene har kunnet tage afsæt i.

»Setuppet var en gammel kuffert, som børnene først skulle finde et sted her på biblioteket. På kufferten stod der “Tilhører X”, og i den lå et fotoalbum uden billeder, en tom notesbog, et brev uden afsender, et kassettebånd, en låst dagbog og nogle nøgler. Ud fra det fælles udgangspunkt har børnene skullet digte en fortælling om, hvem X er, og hvorfor kufferten er endt her,« fortæller Mette Rabæk Poulsen.

Stine Sillesen har lavet børne-tv på Ramasjang i flere år og er vant til at arbejde med det, hun kalder samskabelse, hvor den målgruppe, man henvender sig til med et projekt, selv deltager i udarbejdelsen.

»Jeg arbejder meget med samskabelse, men har ikke arbejdet med børn i den her målgruppe tidligere. Så da vi mødtes for første gang i mandags, var jeg meget spændt på, om børnene nu også ville være med på præmissen om kufferten og dens indhold. De kunne godt have syntes, det var for langt ude, men det gjorde de heldigvis ikke. Tværtimod var de alle sammen helt på fra starten,« siger Stine Sillesen og tilføjer:

»Børnene er mega seje! De er rigtig gode til at lytte til og hjælpe hinanden. Og så har de en skøn fantasi og verdens bedste idéer. Så da jeg kom hjem mandag eftermiddag, var det med flere siders godt materiale, som jeg kunne sætte mig ned og skrive skelettet til fortællingen over.«

Berømmelse forude

De ni børn, som deltager i projektet, er alle sammen flittige læseheste. Særligt bøger inden for spændings-, mysterium- og sci-fi genren ligger højt på listen over deres favoritter.

»Børnene har selv digtet og skrevet videre på fortællingen, som har noget mystisk over sig. De er enormt glade for at læse krimier og sci-fi-romaner, så det er naturligt, at det også er den genre, som de kender og godt kan lide, de tager udgangspunkt i. Kunsten er så ikke at lave en kopi,« siger Stine Sillesen.

En af pigerne, Caroline Frederiksen, kigger op fra den tegning af en alien-lignende karakter, hun er i gang med at tegne.

»I går da vi kom ud af Børne Lab, og nogle af de andre havde siddet et andet sted og skrevet videre på historien, fik vi at vide, at de havde omskrevet den lidt. Lidt?! De havde skrevet næsten det hele om! Pludselig var X ikke en enkelt person, men en hel organisation,« siger Caroline. Hun trækker smilende på skuldrene og sætter igen farveblyanten til papiret.

»For at kunne få alle enderne til at nå sammen, fandt vi på, at X skulle være en organisation og ikke bare en person,« forklarer Isabella fra sin plads bag skærmen. Caroline nikker forstående uden at løfte blikket fra sin alien.

Den færdige installation bliver en lille hule dækket af et sort klæde. Når man entrerer hulen, vil man kunne høre fortællingen læst op, og se den video og de fotos, breve, kort og tegninger, som børnene har produceret.

»Historien er skrevet sådan, at den fungerer som en overordnet ramme, men med en åben slutning. Så når man kommer og ser installationen, kan man med hjælp fra de effekter, vi har lavet, selv tolke på, hvem den mystiske X er, og hvorfor X har gemt sin kuffert på Dokk1. Og så kan man konstruere sin egen slutning,« lyder det fra en af de andre piger; Karoline Kalsmose Jakobsen.

Isabella slipper tasterne og lyser op i et smil.

»Jeg synes, det er så sejt, at det, vi har lavet, bliver til en udstilling, som folk kan komme og se her på Dokk1. Så føler man sig næsten lidt berømt,« siger hun med et drømmende blik.

En fantastisk gave

På forløbets tredjedag er der stadig en del opgaver, der mangler at blive færdige, før det hele kan sættes sammen til den endelige kunstinstallation.

»Jeg tror, vi har nået... Altså hvis nu man har en lagkage og deler den i to. Og så deler den halve i to...,« Caroline ser spørgende på Mette Rabæk Poulsen.

»En fjerdedel?« svarer projektlederen.

»Ja! Jeg tror, vi har nået en fjerdedel. Så jeg er spændt på, om vi når at blive færdige,« siger Caroline og gør store øjne. Hun tager et nyt stykke karton fra bunken og begynder på endnu en tegning.

»Det gør vi!« siger Mette Rabæk Poulsen beslutsomt og griner.

Stille Sillesen supplerer:

»Forbandelsen ved det her skønne projekt er jo, at der skal komme et produkt ud af det, og at der dermed også er en naturlig deadline. Børnene har skabt så meget fantastisk materiale, også noget vi ikke når at få brugt. Men jeg håber da, at de tager noget af det med sig hjem og arbejder videre på det. Jeg er i hvert fald blevet fodret med gode idéer og interessante karakterer, som, jeg bestemt tænker, skal blive til flere historier på sigt.« Forfatteren holder en kort pause.

»For mig er det en fantastisk gave at få lov til at være en del af et projekt som det her. Jeg håber meget, at børnene har det på samme måde, og at de føler, de har været med til at skabe en fortælling, hvor de har kunnet bruge deres egen stemme,« siger hun så og kigger undersøgende rundt på børnene.

Ingen af dem reagerer. De er alle sammen opslugt af at blive færdige med hver deres projekt til installationen inden deadline. Og inden berømmelsen - måske - bliver en realitet.