Hvor er man dog en nar
Nu afdøde præst, Johannes Møllehave, fortalte om en præst fra Thy, Holger Andersen, der havde haft en samtale med en sømand, som var gået ned med sit skib. 8 af hans kammerater var druknet, og han selv havde kun overlevet ved at klamre sig til en bjælke, indtil han blev reddet op af vandet. Men det var ikke kun bjælken, der havde holdt ham oppe, fortalte sømanden, det var også det, at han var kommet til at tænke på præstens julegudstjeneste. Den havde været så fuld af livsmod.
Og hvor er man dog en nar, sagde Holger Andersen, præsten. Tænk, at man kan være så selvoptaget? Han var selvfølgelig straks gået hjem for at finde sin prædiken fra juleaften, for han var så optaget af, hvad det mon var for nogle kloge ord, den forliste sømand havde holdt sig i live på.
Men det var slet ikke prædikenen, der havde gjort det, sagde sømanden, da præsten senere spurgte ham. Det var derimod præstens ansigt, da han havde lyst velsignelsen over menigheden. Prædikenen kunne han ikke huske én eneste stavelse af. Nej, mens han lå der i vandet og troede, han skulle dø, havde han set et ansigt for sig, der udstrålede, at livet har mening. Velsignelsen: »Herren velsigne dig og bevare dig« havde fyldt ham med varme.
Det er da tankevækkende, hvor meget magt vi har over hinanden, når vi vælger enten at vende ansigtet bort fra ham, der går forbi på gaden eller om vi smider et »hej« eller måske endda et »hav en god dag« efter ham. Måske er den hilsen med til at gøre forskellen, om han fatter mod på resten af dagen eller blot bliver bekræftet i, at det hele er da også håbløst.
En dag jeg skal med toget fra Aarhus til Hadsten, står jeg og venter ved sporet. En pige på måske syv år kommer hen til mig og spørger, om jeg mon ved, om toget kører til Randers. Jo, det skulle jeg mene. Tak, siger hun, og går tilbage til sin mor, der står lidt derfra med et par andre børn. Toget kommer, og da vi har kørt nogle minutter, står pigen der pludselig igen ved mit sæde. I hånden har hun en serviet med en kage, som hun rækker frem mod mig. »Den siger min mor, at du skal have!«.
»Tak«, siger jeg lidt overrumplet. Pigen går tilbage til sit sæde. Jeg blev næsten lidt rørt. Sikke en gavmildhed. Som nogle måske ville sige: Det havde de jo ikke behøvet at gøre. Men jeg blev glad.
Da toget kører ud af Hinnerup, og jeg snart skal af, slår det mig, at jeg i min taske har en helt ny notesbog. Jeg tænker, at hvis jeg nu giver den til pigen, som gav mig en kage, at hun så på en eller anden måde vil få en oplevelse af, at det hun gjorde, betød noget. Det er vist en brist nogle af os har, at vi synes børn skal lære noget af alting, der sker. Så jeg griber hurtigt bogen og en kuglepen, og tænker som en gal på, hvad jeg skal skrive som hilsen på den første side. Det skal være noget vægtigt; noget der gør indtryk, så hun måske vil huske denne udveksling af gaver, ja måske endda gemme bogen i mange år.
Og hvor er jeg dog en nar. Tænk at man kan være så selvoptaget? Toget nærmer sig Hadsten, og jeg når kun at få skrevet »tak for kagen«. Og da jeg går forbi pigen og hendes familie på vej ud af toget, rækker jeg hende notesbogen, smiler til hende, og holder bare min mund.
Det var nu nok mest mig, der blev berørt den dag.