Kom tæt på dyrene i Nordjylland
Mød store elge i Lille Vildmose og søde husdyr på bondegårdsferie.

Går din ferie til det nordlige Danmark, så er der rig mulighed for at udforske forskellige aspekter af dyrelivet i Nordjylland. Vi starter med de store elge og skovdyr i Lille Vildmose.
Lille Vildmose
Lille Vildmose er et sandt paradis for naturelskere og historisk interesserede. Her møder vi nogen af de prægtige store dyr, for det er Nordvesteuropas største lavlandshøjmose med elge, kronhjorte, kongeørne havørne, traner, vildsvin og andre dyr i den vilde natur. De lever i unikke naturområder og græsningsskove.
Det er Danmarks største fredede landområde på godt 76 km2.
Danmarkshistorie
I 2015 blev der skrevet Danmarkshistorie, da en håndfuld svenske elgkalve flyttede ind i Lille Vildmose. Elgene trives i sit nye, store område og i starten af 2017 fik elgene selskab af yderligere 5 elge. De prægtige dyr følges tæt, og i foråret 2017 viste elgene virkelig, hvor godt de havde fundet sig til rette.
Bestanden blev nemlig på naturlig vis forøget med et par elgkalve, der allerede er ved at være store nu. Sammen med elge blev der yderligere udsat op til 40 krondyr.
Vildmosecentret
Midt i Lille Vildmose ligger Lille Vildmosecentret, som er et levende formidlingscenter, der giver indblik i mosens natur- og kulturværdier.
Lille Vildmosecentret er et godt udgangspunkt for et besøg i mosen, og det tilbyder en vifte af familievenlige oplevelser. I kan opleve det nye oplevelsesrum om Nordens Kæmper – elge og krondyr, naturfilm i biografen, flyve i ørne-simulatoren, fodringer af vildsvin, naturlegeplads, udstillinger, kigge på planter og dyr i naturværkstedet, guidede ture i Lille Vildmose i sommerhalvåret, shelterplads og bålsted eller prøve tørvetoget.
Vejlerne fuglereservat
Vejlerne er Nordeuropas største fuglereservat og et af de vigtigste områder for ynglende og rastende vandfugle.
Vejlerne dækker et 6000 hektar stort område, som oprindeligt lå under havets overflade. Det rummer Danmarks største rørskove og nogle af landets største strandenge. Her findes Danmarks største bestand af ynglende grågæs samt rørhøg, rørdrum, sort-terne, trane, havørn og vandrefalk.
Odderen har her et af sine få levesteder i landet.
Det nyligt opførte Vejlernes Naturcenter er beliggende direkte ud til hovedvej nr. 11/29 og består af en hovedbygning med udstilling om Vejlerne og områdets fugleliv og flora.
Fra hovedbygningen går en gangbro over kanalen til udsigtshytten, hvor man igennem en stor kikkert kan beskue området på tættere hold. I bygningerne findes også elektroniske informationsskærme til brug ved fugle- og plantebestemmelse.
Bondegårdsferie
Man kan også tage familien med på bondegårdsferie og lære landmandslivet at kende og komme tæt på de gamle husdyrracer, som grise og kører.
Ferie på landet eller bondegårdsferie udbydes som oftest af gårde med en aktiv landbrugsproduktion, hvilket giver dig mulighed for at deltage i gårdens forskellige aktiviteter i den udstrækning, det er tilladt.
Har du lyst, kan du klappe en ko, samle æg, klø en gris på ryggen eller køre hø ind. Netop fordi bondegården er en aktiv landbrugsbedrift, kan du ikke altid regne med, at værterne har ressourcer til at tilbyde måltider til indtagelse på gården. Det vil fremgå af beskrivelsen af den enkelte bondegård, om der tilbydes kvart-, halv- eller helpension – eller slet ingen under ferien.
På Visitnordjylland.dk kan man finde en oversigt og beskrivelse af forskellige gårde, hvor man kan booke sig selv og familien ind på ferie.
tsj
Kilde: visitnordjylland.dk