Fem kilometer kunstudstilling i det fri
Hele sommeren kan man gå en tur på kunstruten i Grenaa Plantage og se 60-65 kunstværker.

Det startede med en sti med lokale kunstneres værker mellem Bønnerup og Fjellerup og blev sidste år fulgt op med et velbesøgt arrangement ved Ramten og Dystrup sø.

Men i år er alle rammer sprængt og stien er blevet til en kunstrute i Grenaa Plantage, hvor man fra lørdag til 19. oktober på en fem kilometer lang vandretur kan opleve 60-65 kunstværker fra 40 kunstnere - både lokale og fra Aarhus, Randers, København og Aalborg.

Ved åbningen lørdag eftermiddag var formanden for foreningen Art Outdoors, Henrik Juhl Andersen glad for at skue ud over et flot fremmøde.
Det er et dejligt land, vi bor i, men hvor er der dog meget bureaukrati.
Han takkede mange - men især for et godt samarbejde med Norddjurs Kommune, der da også har bidraget med et kontant tilskud på 121.000 kroner og lagt arbejdskraft i gennemførelsen af arrangementet.
Bureaukrati
»Det er et dejligt land, vi bor i, men hvor er der dog meget bureaukrati,« sagde han.
Dermed hentydede han til, at for at få lov til at etablere en kunstudstilling i Grenaa Plantage skal man ikke alene have en tilladelse fra Fredningsnævnet - det tog fem måneder, men man skal også have en byggetilladelse fra kommunen, som så heldigvis blev klaret noget hurtigere. Det viste sig undervejs, at man faktisk ikke må ret meget ude i en skov.
»Det håber vi bliver lettere til næste år,« siger Ingolf Steffensen, der også i år har trukket det store læs for at få arrangementet stablet på benene.
»Ham er vi simpelthen nødt til at trække frem, for uden ham havde der ikke været en kunstfestival i år i Grenaa,« sagde Henrik Juhl Andersen.

Al kunst er fremstillet til lejligheden, og ved de enkelte værker er der en QR-kode, som man kan bruge på sin smartphone til at blive klogere undervejs.
Åbningsarrangementet blev holdt hos Kattegatspejderne, der også har fremstillet åbningsportalen ved indgangen på ruten.
Borgmesteråbning
FDF-orkestret spillede i sommervarmen, hvorefter borgmester Jan Petersen, (S), foretog den officielle åbning.

»Nogle gange sker der heldigvis så meget i vores kommune, at det kan være svært at bevare overblikket, og jeg vil straks sige, at min indsats i det her, har nok været noget af det mest overkommelige. Men jeg vil sige, at her kan vi tale om et unikt museum. Ikke som Aros og alle de andre bygget i mursten. Nej, her er vi lige i naturen. Og hvis jeg må drage en parallel, så er det godt, at vi ikke skal stemme om kunst, for så blev der aldrig vedtaget noget,« sagde Jan Petersen.
Han erklærede sig glad for, at kunsten på denne måde kan være med til at åbne skønne steder for os.
»Plantagen er jo Grenaas lunge. Og tæt på Danmarks bedste badestrand, hvis det bliver for svedigt på turen. Så tag på stranden - og hvis I tager langt nok ud, så glem bare badetøjet,« sagde Jan Petersen, der også glædede sig over, at kunstruten er handicapvenlig, så man ikke er begrænset af at sidde i kørestol, hvis man vil nyde kunsten.
Og så var det ellers ud i naturen og tage værkerne i øjesyn. Lørdag var der pitstop med kaffe, kage og vin ved Skovsøen.