Kunststien er blevet en kunstrute
Borgmester Jan Petersen åbner lørdag klokken 13 udstilling af 60-65 kunstværker i Grenaa Plantage.

Det startede med en sti med lokale kunstneres værker mellem Bønnerup og Fjellerup og blev sidste år fulgt op med et velbesøgt arrangement ved Ramten og Dystrup sø.
Men i år er alle rammer sprængt og stien er blevet til en kunstrute i Grenaa Plantage, hvor man fra lørdag til 19. oktober på en fem kilometer lang vandretur kan opleve 60-65 kunstværker fra 40 kunstnere - både lokale og fra Aarhus, Randers, København og Aalborg.
Henrik Juhl Andersen, der er formand for foreningen Art Outdoors, der står bag, vil holde en tale, hvorefter Jan Petersen står for den officielle åbning af projektet, som har fået et tilskud på 121.000 kroner af Norddjurs Kommune.
På åbningsdagen - også senere - vil der være guidet rundvisning på ruten, hvor man kan nyde kunst i mange former.

Kunst-Festivalen fortsætter ved Siloen på Grenaa Sydhavn med Pixlart, der viser fotokunst i en ombygget bus fra klokken 15 og der kan købes drinks og tapas til musik fra en dj. Klokken 16 åbnes havnedelen af festivalen med åbningstale ved billedkunstner og kunsthistoriker Søren Elgaard og dørene til Siloen åbnes med visning af årets pressefoto samt fernisering af udstillingen NYC in Colors Deconstructed af Lars Horn og Henrik Juhl Andersen.