Tag børnene med til Flensborg
Der findes flere sjove steder i den gamle by tæt på grænsen

Flensborg er for mange danskere mest kendt for de store grænsehandelsbutikker. Men besøg byen Flensborg, for den har meget at byde på. Og du kan roligt tage børnene med her i sommerferien. Der skal nok være noget for jer alle sammen.
Lang historie
Kun syv kilometer fra grænsen ligger byen, der er Tysklands nordligste by. Den har en lang historie – mere end 700 år, og den er, naturligvis, en stor del af den danske og Slesvig-Holstenske historie. Byen var jo også dansk i flere århundrede.
Det historiske fællesskab med Danmark mærkes overalt i den historiske by, og meget af det der sker i Flensborg foregår på både dansk og tysk.
Der bor næsten 90.000 indbyggere i Flensborg, som er en dejlig by både sommer og vinter. Især i juletiden, hvor julemarkederne holdes.
Men nu er det sommer, og det skal vi kaste os ud i her. For hvad skal man så lave i Flensborg?
Gode strande
Sommer – så skal man da til stranden, og Flensborg byder på flere gode. Byen er placeret for enden af Flensborg Fjord og har derfor mange sandstrande og klitter.
Med udgangspunkt i centrum af Flensborg har sitet oplev-sydslesvig.dk listet en række af gode strande.
De største og mest populære strande ligger langs inderfjorden og rundt om halvøen Holnæs. Især strandene i Solitude (Solitüde) seks kilometer fra centrum og stranden ved Strandhotel Glücksburz i Lyksborg, ni kilometer fra centrum, er populære blandt familier, da der er caféer, spisesteder og gode legepladser i området.
Men der er også andre strande.
Tre en halv kilometer fra centrum ligger Ostseebad i det nordlige Flensborg. Her er en fin og bred badestrand med badebro.
Fem kilometer fra centrum ligger den børnevenlige strand Wassersleben. Her er fint sand, bred strand og lavt vand langt ud.
Se flere bud på gode strande for hele familien på www.oplev-sydslesvig.dk
Museumshavnen
Flensborg ligger ved Flensborg Fjord, og byen har en stor havn med meget at se. Så tag børnene med en tur på havnen, og nyd en is eller anden forfriskning i en af de mange cafeer, der ligger i området.
I havnen er der både et område for sejlbåde og de nyere både. Og så er der et område, som er helliget de gamle træskibe. Det kaldes også museumshavnen, og her finder man bland andet flere flotte historiske træskibe, der ligger langs kajen.
Der er også et skibsværft, museumswerft, hvor der bliver bygget og repareret skibe efter gamle håndværkstraditioner.
Den gamle damper Alexandra holder til her. Den blev bygget i 1908 og er altså, som en af de få gamle dampere, stadig i aktion. Den er dog ikke helt så gammel som Hjejlen, der holder til i Silkeborg-søerne. Den blev nemlig indviet i 1861.
Vil man vide mere om historien i havnen, så finder man viden i det gamle toldpakhus, hvor søfartsmuseet, Flensburger Schifffahrtsmuseum ligger.
Blomster i havnen
Når man er på havnen, så vil man lige nu opleve, at der er ekstra fyldt med blomstrende liv. Der er pyntet op i lygtepæle og blomsterkrukker, og der er kommet en flydende bro og flydende blomsterøer, og det hele har forskønnet havneområdet.
Det er turismeprojekt ’Blumen bauen Brücken’ – ’Blomster bygger broer - en grænseoverskridende haveudstilling’, der står bag det blomstrende initiativ.
Elløbehjul
Man kan via en app også leje elløbehjul og på den måde bevæge sig rundt i den smukke gamle by. Udbyderen af elløbehjulene er firmaet Tier, og de oplyser til Flensborg avis, at de har fået mange nye kunder.
I 2019 blev det lovligt at køre på elløbehjul på gaderne i Flensborg, og det har mange benyttet sig af. Desværre er der mange, der har kørt på løbehjulene, mens de var påvirkede af alkohol eller stoffer. Elløbehjulene kan opnå en fart på 20 kilometer i timen, så pas godt på jer selv.
Er man til mere aktion på BMX, løbehjul, rulleskøjter og skateboard, så er Schlachthof Skatepark et perfekt sted. Det er en af de største bmx- og skaterparker i Europa, og den er, når vejret er godt, meget populær blandt børn og unge. Skaterparken Schlacthof beskrives som en ungdomspark for hele familien.
Videnskabsmuseum
I centrum af Flensborg ligger science-center og oplevelsesmuseum Phänomenta. Det er et stort oplevelsescenter, hvor børn – og voksne – kan lade sig opsluge af videnskaben. Stedet startede som et forskningsprojekt inden for pædagogik, og der er tænkt over, hvordan man formidler kompliceret stof til børn.
Her bliver børnene derfor en del af selve udstillingen, for der må røres ved tingene
På over 3.500 kvadratmeter kan børn og unge gå på opdagelse indenfor fagområderne mekanik, optik og mange andre. Man kan blandt andet prøve, hvordan et varmekamera fungerer, og hvordan man selv kan blive del af et batteri.
Det er også muligt at hoppe i en astronaut-træner og opleve, hvad astronauter skal igennem, når de forbereder sig på deres rumflyvninger.
Og det var blot et lille udpluk af de mange aktiviteter på videnskabsmuseet.
Inden I kører hjem fra Flensborg, så kan der jo tankes op med sodavand og andre lækkerier i grænsehandelsbutikkerne lige inden den danske grænse. Det har børnene nok ikke noget imod.