Befri et indespærret menneske i Auning
EscapeHome er klar med ny nervepirrende oplevelse

EscapeHome® præsenterer endnu et Pop-Up escaperum, der nytænker hele genren!
I efteråret 2020 præsenterede EscapeHome hele to forskellige escapeoplevelser i Auning: en gammel tom Kiwi-butik blev omdannet til et escapehus ’Tidsmaskinen’, der var fyldt med oplevelser, mysterier og ikke mindst levende skueskuespillere, og i det lille lokale kulturhus ’Det bette hus’ blev fortællingen om ’Den russiske turist’ foldet ud som et intenst escaperum.
Befri et menneske
Nu gør EscapeHome det igen - med fortællingen ’1:26’.
Man kan prøve escaperummet 1. , 2. og 3. juli.
»Vi forsøger altid at forny genren,« fortæller indehaver og designer Christian Eiming i en pressemeddelelse, og han fortsætter:
»Denne gang handler det ikke om at komme ud, men om at befri et menneske, der er blevet spærret inde. Dette menneske bliver slået ihjel efter 1 time og 26 minutter, hvis altså ikke spillerne når at befri vedkommende inden.«
»Fortællingen udspiller sig på hele to forskellige steder i Auning, og man er hele tiden i kontakt med det menneske, der er spærret inde. Så udover at løse gåder og koder, skal man altså også forsøge at tale den indespærrede til ro.«
»Det bliver vildt at have et desperat menneske siddende bag en låst dør - et menneske, der har en dødsdom hængende over sit hoved. Og der er ingen tvivl om, at det bliver stressende at være med i denne fortælling - derfor er det heller ikke for børn,« understreger Christian Eiming.
gs