Stærke kvinder i Baunhøj Mølle
'Kvinder der forandrer verden' er titlen Grenaa Kunst- og Musikforenings nye kunstudstilling med værker af Agnete Brinch.

Grenaa Kunst- og Musikforening står bag udstillingen med Agnete Brinch, som ferniseres i Baunhøj Mølle i Grenaa fredag 2. juli kl. 17, hvor også kunstneren selv er til stede.
Agnete Brinch er billedkunstner med både national og international anerkendelse for bl.a. kunstprojektet ’Kvinder der forandrer verden’. På udstillingen i Grenaa præsenterer hun sine moderne portrætabstraktioner. Til ferniseringen vil Lisa Kjær Gjessing, OL deltager i para taekwondo, afsløre et nyt portræt af hende selv. Lisa Kjær Gjessing er én af rollemodellerne i kunstprojektet ’Kvinder der forandrer verden’.
Rollemodeller
I kunstprojektet ’Kvinder der forandrer verden’ portrætteres stærke, historiske og nulevende kvinder, der har præget og til stadighed præger vores verden.
Agnete Brinch ønsker at formidle kvindens rolle fra et objekt i billedkunstens historie til et stærkt subjekt i sin egen ret. Hun vil gerne dokumentere, hvordan vi har set på kvinden gennem tiden og stimulere til refleksion og bevidstgørelse af kvindens grundlæggende værdi og vilkår i verden. Hun udfylder tomrummet, hvor kvinderne burde have været og bør være historisk og nutidigt. Hun ser sine portrætterede kvinder som rollemodeller.
Udstillingen kan ses til søndag 1. august.
gs