»Man er ikke gammel, fordi man er pensionist«

Helga Møller har arbejdet hele sit liv. Hun har gjort karriere og sluttede sit arbejdsliv som 65-årig. De sidste 25 år af arbejdslivet var hun direktør. Helga varslede bestyrelsen et halvt år inden, hun gik på pension, så de havde god tid til at finde en efterfølger.

»Jeg gik på pension i 2017, og flyttede til Aarhus et år efter i 2018,« fortæller Helga, der lige var kommet i gang med sit nye liv i den nye by, da corona kom.

Overlap med ny direktør

Hun var direktør i Varefakta, og hun sagde selv op på et tidspunkt, hvor hun kunne »aflevere det i fornuftig gænge«, som hun siger. Den direktør, der blev ansat til at tage over efter hende, lavede hun en tre måneders aftale med.

»I de første tre måneder måtte hun kontakte mig. Efter de tre måneder, så var det forbi, og jeg har ikke snakket med nogen fra virksomheden siden. Det er også for hendes skyld. Nu er hun direktør, så skal den tidligere ikke blande sig,« siger hun.

I hverdagen blev det hurtigt mærkbart, at arbejdslivet var slut.

»Man er meget hurtigt væk. Man får ikke de daglige informationer og beskeder, så det går stærkt,« fortæller hun.

Arbejdet for meget

Helga Møller boede i Sorø og havde fuld knald på karrieren. Det gav en erkendelse, da hun nåede pensionsalderen, og hun besluttede sig for at flytte til Aarhus, hvor hun ikke har boet før.

»Fra den ene dag til anden, der havde jeg ikke noget job. Jeg kunne godt se, at jeg havde arbejdet for meget. Jeg havde boet i Sorø i 10 år og var taget tidligt afsted om morgenen og sent hjem om aftenen og havde det perfekt med det. Men jeg havde jo ikke fået skabt et ordentlig netværk, og så kunne jeg se, at jeg kunne ikke blive gammel i en lille by uden netværk. Min søster boede i Aarhus med sin familie. Og derfor var det oplagt at flytte hertil,« fortæller hun.

Den nye bolig fandt hun på PP Ørumsgade, hvor hun bor i en smuk lejlighed med stuk og højt til loftet. Den ligger på 1. sal, det var et krav, hun havde på forhånd. Hun brugte de første tre måneder i Aarhus på at indrette den smagfuldt, og så var det tid til at begynde livet i den nye by.

Svær begyndelse

Hun var helt klar over, at det ville kræve noget af hende at skabe et nyt netværk. Men det var ikke en bekymring. Der var jo mange muligheder for at møde nye mennesker i Aarhus. Helga startede med at arbejde som frivillig på Vinterherberget og nåede også at komme i kontakt med Rethinkers, som er en base for frivillige i Aarhus.

Så kom corona og satte en klods for socialt samvær.

»Jeg synes, det har været svært og væsentlig mere op af bakke, end jeg havde forestillet mig. Og det var lige præcis det, jeg ikke havde været nervøs for, da jeg flyttede herop. Jeg kan godt mærke, at de veninder og venner, som man har haft rigtig lang tid, dem savner jeg at være tættere på,« fortæller hun.

En ny frisk gruppe

Gammel, det føler hun sig slet ikke, og energi har hun rigeligt af. Selvom hun godt kan kigge tilbage og undre sig over, alt det hun nåede, inden hun holdt med at arbejde.

»På en måde, så følte jeg, at da jeg stoppede med at arbejde, så blev jeg set på som gammel, og er der noget, jeg ikke føler mig, så er det gammel. Jeg har svært ved at sige ordet pensionist. Jeg ved godt, det er sådan, det er, men jeg har svært ved at sige det,« forklarer hun.

Helga tager en lille kort tænkepause og fortsætter:

»Nogle gange forbinder man pensionister med gamle mennesker, men jeg tror, vi har fået en gruppe af mennesker ind, som ikke er gamle mennesker. Det er dem, der ligger fra efterlønnen 62 til 65 år og så måske til 90 år. Afhængig af hvor friske de er. De fleste er i god form og gør noget for at holde sig i form, de ser godt ud. Jeg kan da godt huske, hvad tøj min bedstemor gik i. I dag møder de jo op i cowboybukser og i pink skjorte, og de ser rasende godt ud, og der er bare knald på dem,” forklarer Helga.

Det er den gruppe, hun selv hører til, selvom hun ikke siger det højt. Og hun er meget bevidst om, at ikke alle har det som hende.

Stor gruppe sidder alene

Helga har selv oplevet, at corona satte en stopper for hendes første planer i Aarhus, men andre har haft det meget svært.

”Der var en, der spurgte mig, om jeg kom ud hver dag. Og der svarede jeg, ja selvfølgelig. Jeg forsøger at få mine 10.000 skridt, mindst. Det gør jeg ikke, svarede hun så. Der tænkte jeg ’hold da op’. Fordi for nogen kræver det mere end for andre at tage sig i nakken og gå en tur eller gøre noget andet. Vi har talt meget om, at det har været en udfordring for de unge. Det har det også. Men vi må ikke glemme, at der sidder en kæmpe gruppe af andre mennesker, der sidder alene,« siger Helga Møller.

Nyt livsstadie

Hendes liv i dag er godt, og hun er ude og opleve hver dag. Hun ser ikke tilbage og savner noget. Hun ser på livet i stadier. Arbejdslivet var ét, nu er hun i andet stadie. Men det store sociale netværk i Aarhus er ikke kommet endnu.

»Hvis nu du tager på højskoleophold eller kursus, så kommer alle med den samme forventning om, at vi skal have noget socialt sammen. Men når jeg kommer til Aarhus, så har de allerede deres sociale basis. De har sgu ikke brug for mig. Det er mig, der brug for dem,« siger hun ærligt.

Hun knokler som frivillig mange timer om ugen. Men nyder den frihed, som det nye liv giver hende.

»Selvom vi arbejder frivilligt, så skal vi fastholde den frihed, vi har nu. Jeg skal på ferie i næste uge, og det er fedt, jeg kan planlægge det selv. Det er også fedt, jeg bare kan sige, at i næste uge vil jeg ikke arbejde, eller jeg vil kun arbejde et par timer,« fortæller hun.

Verden er ved at åbne igen. Det samme er Aarhus, og Helga Møller glæder er fuld gang med at udforske hendes nye hjemby. Blandt andet via det frivillige arbejde i Rethinkers.