Sange åbner vores hjerte på en helt særlig måde
Der er to ting, der går direkte i mine tårekanaler: Nyudsprungne studenter og korsang. Begge dele gør mig så rørt, at tårerne straks presser sig på. Og nogle gange skal der ikke mere end blot tanken om studenter eller korsang til at fylde mine øjne med tårer. I den sidste tid er der blevet skabt endnu en direkte adgang til mine tårekanaler, nemlig almindelig fællessang. For efter de måneder, hvor fællessang har været ’no go’ under gudstjenesterne og i andre sammenhænge, kunne jeg mærke – da vi atter måtte synge sammen -, hvor meget det betyder for mig at kunne gøre det. Jeg synes simpelthen, det er så skønt, opløftende, livsbekræftende og rørende at synge sammen.
Fællessangen har nemlig en enorm stor kraft. Der sker noget imellem os, når vi synger sammen, noget som forbinder os og får vores hjerter til at banke i takt. Vi kan ikke tale i munden på hinanden, og hvis vi alligevel gør det, er det tegn på dårlige manerer. Vi kan dog sagtens synge i munden på hinanden, og endda meget bedre, end når vi synger alene. Når vi synger sammen, opstår der et fællesskab, en fælles tone og harmoni – som hverken er dig eller mig -, men noget langt større. Indianerne skulle have et ordsprog, der lyder, at ’sange er tanker, der kommer ud med åndedrættet, når mennesket bevæges af så stor kraft, at det ikke længere kan nøjes med at tale’. Det er klogt sagt, og det er fuldstændig sandt. For sange kan åbne vores hjerte på en hel særlig måde. Det kan vi for eksempel mærke, når vi synger eller hører de sange, der blev sunget for os, da vi var små, og som vi dermed forbinder med tryghed og nærvær. Vi kan også mærke det, når vi – måske tilfældigt – tænder for radioen og mærker maven kildre, fordi den sang vi forelskede os til bliver spillet. Eller når vi får en klump i halsen af at synge de salmer, vi sang til en begravelse af en af vores nærmeste.
Sange åbner vores hjerte på en hel særlig måde. Sange synger i os som en erindring om noget, der er større end os selv. Sange låner os ord, når vi er ordløse, hvad end det er i glæde og ekstase, eller det er i frygt og sorg. Sangene giver os mod til at leve i verden uanset, hvor dyster den måtte være. Er det ikke netop en af de ting, vi har lært af Corona-året?!
Dermed er fællessangen også et smukt eksempel på, hvad Helligånden er og gør ved os. For Helligånden, Guds Ånd er slet og ret den, der kalder det, som ikke er, til at være. Det er Ånden, der gør, at vi kan forbinde os med hinanden, elske hinanden, rumme hinanden, favne hinanden. Ånden er der, hvor livet er, der hvor fællesskaber lever og mennesker elsker. Dermed er fællessangen et af Helligåndens stærkeste talerør, en direkte adgang til vores hjerte.
Og med ønsket om, at denne sommer må fyldes af Ånd og fællessang, af glæde og kærlighed, af lykke og lyse nætter, vil jeg nu gå ud og betragte de nyudsprungne studenter og lytte til de sange, der fremover vil åbne deres hjerter i erindring om studentertiden. God sommer!