Træf ved Stilling Kirke
Hør om planerne med kirken
’Hvad er der af planer med kirken’. Det er overskriften for meningstræf i Stilling Sognegård torsdag 24. juni fra kl. 18.
Menighedsrådet inviterer en gang om året til samvær med Stillings borgere, hvor man kan komme med ønsker til arbejdet i sognet, foruden man kan høre om menighedsrådets egne tanker og visioner.
I år bydes bl.a. på en informativ vandretur på kirkegården og ved sognegården, men først serveres mad fra grillen og køleskabskolde øl og vand kl. 18.
Efter maden er det tid for gåtur og udveksling af tanker og ønsker for sognet.
Der er plads til alle og således også børnene, der må lege i haven eller foyeren, mens ’de voksne taler.
Arrangementet er gratis - såvel det til øret, som det til ganen.
gs