“Hammel - min provinsby “ for fuld fart
Nu får Hammel sit eget pas. Et spændende initiativ skal forbedre den lokale loyalitet.
I Hammel Handel og Hammel Erhvervsnetværk sker der ting og sager i de næste par måneder. Et helt nyt koncept forventes at se dagens lys. I bund og grund handler det om, at borgerne støtter bedre op omkring den lokale handel og om det lokale erhvervsliv generelt.
Projektet har fået titlen: Hammel – min provinsby.
Ti studenter fra Roskilde
Hammel Handel har allieret sig med Lene Rudbaek, der har arbejdet meget med udvikling af detailhandel både her i landet og i udlandet. Hun blev spurgt fra Roskilde Universitetscenter, om hun kunne skaffe nogle ”arbejdsopgaver” til studerende, som skal til afsluttende eksamen i januar og aflevere projektopgave inden jul. De kommer fra Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT).
Valget var oplagt. Brug Hammel I jeres studier. Det var der så 10 studerende, der var interesserede i, og de er allerede gået I gang. De er meget entusiastiske. Der skal jo scores en høj eksamenskarakter.
“Det er top-motiverede studerende, der har bedt om at lege med os,” fortalte Lene Rudbaek på det møde, som Hammel Erhvervsnetværk holdt onsdag aften med politikerne.
”Det er et projekt, der ville koste millioner, hvis vi skulle hyre eksterne konsulenter,” lød det fra Lene Rudbaek.
Det bliver I første omgang i Erhvervsnetværket, som projektet bliver forankret.
Fire faser
Projektet kommer til at foregå i fire faser.
Den første handler om at afdække situationen. Det vil ske ved spørgsmål til handlende, borgere, institutioner, industrien og det offentlige med henblik på at fremstille et loyalitetspas, der får navnet Hammelpasset.
”Formålet er at knække koden og få folk til at tage sig af deres egen by. Vi skal vise, at vi sidder på samme side af bordet.”
Når passet er erhvervet, skal det give adgang til ”noget”. En del af den forventede omsætningsforøgelse skal henlægges i en fond, hvorfra man kan søge ”legater”. Hele denne konceptudvikling udgør anden fase.
Tredje fase afsluttes sidst i november, hvor et spørgepanel skal afgøre, hvilke af tiltagene, der skal bruges, og hvilke ikke.
Top eller drop
Det store øjeblik kommer så på et stormøde i januar, hvor det ved simpel afstemning afgøres, om projektet skal bruges eller droppes.
Projektet tænkes finansieret – blandt andet til transport – ved sponsorater fra medlemmer i netværket, men byrådet har jo også afsat penge til netop sådanne tiltag på markedsføringsområdet.