Her åbner Midtjyllands største vinduesudstilling
Gjern Tømmerhandel indvier over 500 kvadratmeter udstilling med døre og vinduer
Hvis du er en af de mange der helst vil røre og føle, før du køber nye døre, vinduer, tagsten og andre byggevarer, så er det nok et besøg værd i Gjern Tømmerhandel. I næste weekend indvies Midtjyllands største faste udstilling af døre og vinduer i tømmerhandlen.
Og der bliver rig mulighed for at blive inspireret, hvis huset skal energioptimeres, fortæller Thomas Menke fra Gjern Tømmerhandel.
Han har fået tre vinduesfabrikker til fast at vise de bedste finesser frem, så kunden eller håndværksmesteren selv kan få syn for sagen.
Fokus er energivenlighed
"Vi har oplevet en stor interesse for vores byggeudstillinger de senere par år. Kunderne renoverer på livet løs og de har især fokus på det energivenlige," fortæller Thomas Menke, der nu har fordoblet udstillingsarealet, så man kan se eksempler på blandt andet skydedøre, foldedøre og hævedøre.
Det kan man ikke ret mange andre steder i Danmark, tilføjer han, mens han demonstrerer en hævedør, der glider ud fra rammen, uden at røre gulvet overhovedet. "Sådan en slags dør tror vi på kommer til at findes i mange hjem fremover," lyder spådommen.
Han når også at fortælle om fordele ved vinduer i alu/træ, der har afløst plastvinduet på alle måder.
Der er åbningsfest fra fredag med pølser og med rundstykker både lørdag og søndag.