Ny butik er et Plus for OK i Hadsten
Efter at have haft OK Plus på Hadbjergvej i Hadsten i et halvt år har Ellis og Ole Dragenberg nu foretaget en ret så gennemgribende renovering og udvidelse af butikken.
Det tidligere kontor er sløjfet, disken er flyttet og der er blevet plads til et lille café-hjørne, hvor man kan sidde og få gode idéer til at tipse på fodbold og andet spilleri.
Alt inventar i butikken er splinter nyt. Bl.a den fem meter lange kølemontre.
I varesortimentet sker der også udvidelser. Det gælder inden for sandwich og pizza-snegle, men også håndmadder i frokostpakke kan man erhverve. Flere lune ting kommer på programemt. Her kan man både få det sundere med groft brød, men også det andet, det hvide. Det sidste foretrækker de mere ungdommelige kunder, fortæller Ole.
Og så er der noget helt nyt. Maskiner, der kan lave Slush Ice og Milk-Shakes.
"Ismaskinerne vil vi nok pakke væk, når sommeren er ovre, men hvis det bliver et kundeønske, at de forbliver, så retter vi naturligvis ind," lover Ole Dragenberg.
Ægteparret overtog forretningen ved nytårsskiftet efter at have servicestationer en del steder: "Det var lidt som at komme hjem. Vi bor nemlig i Hadbjerg," lyder det fra Ellis og Ole.