Hvem skal være årets iværksætter
Så er de seks kandidater til årets iværksætterpris i Favrskov Kommune fundet
8. marts 2010 bliver det offentliggjort hvem der bliver årets iværksætter 2009. Det er Østjysk Iværksættercenter med Gregers Petersen ved roret, der har fundet de seks lokale kandidater og fælles for alle er, at de er lokale og har haft økonomisk fremgang i deres firma.
De seks nominerede er Mette Marie Nikolajsen, der for omtrent to år siden stiftede Unik Begravelse i Hadsten. Frisør Mette Gade Jakobsen, der fornylig udvidede HairTrends med en frisørbutik i Hinnerup, udover frisørbutikken i Hammel. Add Focus, et konsulentfirma fra Hadsten, der har haft vækst de seneste år. "LAC" Engineering, der laver beregningsmodeller og IT systemer til vindmøllebranchen og holder til i Hinnerup (Favrskov Erhvervscenter). Tøjbutikken Marcus i Hadsten Centret, hvor ejer Jan Steensgaard i slutningen af 2009 næsten fordoblede butiksarealet, så han nu også har en butik til de modne mænd. Internetbutikken Multikøb, der fortrinsvis forhandler vvs-artikler og elartikler på nettet, er drevet af direktør Flemming Kruse fra Ulstrup.
Årets iværksætter kåres 8. marts 2010 i Sløjfen i Hadsten.