Aarhus-virksomhed solgte militærdele til emirater: Nu har politiet lukket sagen
Politiet mener ikke, at det var brud på reglerne, da Lystrup-virksomheden Terma solgte radardele til De Forenede Arabiske Emirater.
»Terma er tilfreds med afgørelsen.«
Så kort lyder det på hjemmesiden for aarhusianske Terma, der blandt andet leverer højteknologisk udstyr til rumfart, luftfart og militærindustrien.
Terma har været centrum i en efterforskning hos Østjyllands Politi, efter man i Erhvervsstyrelsen modtog en anmeldelse af virksomheden for at have solgt radarudstyr til De Forenede Arabiske Emirater.
Salget blev ikke indberettet til myndighederne, og anmelderen mente, at der var risiko for, at udstyret skulle bruges til borgerkrigen i Yemen. Det kunne være et brud på EU-regler, men sidenhen har EU oplyst, at man kun har meddelelsespligt, hvis man sælger til et land omfattet af våbenembargo, eller hvis varen sendes videre til et land omfattet af våbenembargo.
Østjyllands Politi har lukket en sag, hvor virksomheden Terma i efteråret blev anmeldt af Erhvervsstyrelsen for ulovligt at levere udstyr til borgerkrigen i Yemen, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.
Specialanklager Jan Østergaard hos Østjyllands Politi bekræfter dette over for Ritzau og oplyser, at man ikke har fundet grundlag for at rejse sigtelse mod virksomheden.
Terma har dog fastholdt, at man har handlet i overensstemmelse med både danske og internationale regler, og Østjyllands Politi er øjensynligt kommet frem til samme konklusion.
Sagen er nu lukket ned, fortæller specialanklager Jan Østergaard til Ritzau.
»Vi har vurderet, at der ikke er grundlag for at rejse sigtelse mod Terma, da virksomheden ikke har meddelelsespligt til Erhvervsstyrelsen,« siger han.
Terma leverede radardele til et system kaldet Scanter 2001, som er til militære skibe og uanset vejrforhold kan give knivskarpe billeder af, hvad der sker i nærheden af et krigsskib.
ddp