Nyt navn, ny profil og ny erhvervschef
Erhvervsrådet i Favrskov er blevet uafhængigt, skifter navn og får ny erhvervschef

Favrskov Erhvervsråd har afholdt generalforsamling, og Lokalavisen har efterfølgende talt med foreningens formand Kent Jeppesen om det forgangne år.
Hvordan har året været?
»Vi har været enormt presset af, at vi ikke rigtig kunne mødes, og derfor har det været svært at levere noget til medlemmerne. Det er drønærgerligt, men vi har ikke fået skæld ud, for det skyldes jo situationen med corona.
Fremover kan vi i langt større grad være et politisk talerør for vores medlemmer
Ellers er året forløbet super godt, og vi har leveret på de ting, vi skal i forhold til vores resultatkontrakt med Favrskov Kommune såsom besøg og vejledninger, og vi har i samarbejde med blandt andet jobcentret været ude at løfte medarbejdere, der er i risiko for at miste deres job,« siger Kent Jeppesen.
Hvor står I lige nu?
»Vi er tidligere blevet set som en del af kommunen, og borgmesteren og et andet byrådsmedlem har været med i bestyrelsen. De er trådt ud af bestyrelsen, og vi er nu blevet en selvstændig forening uden kommunal indflydelse. Det er en god løsning, for ellers kan det være svært at udfordre kommunen. Favrskov Kommune er stadig en god og vigtig samarbejdspartner, som vi løser opgaver for, og vi udfordrer dem på ting, vi mener, de skal tilbyde erhvervslivet.«
Erhvervsforeningen er i det forgange år vokset fra 202 til 210 medlemmer, heraf er 104 basismedlemmer, 82 netværksmedlemmer og 24 har plusmedlemsskab.
»Vi vil rigtig gerne have flere medlemmer og have løftet vores nuværende medlemmer fra basis til netværk eller plus, men det har været svært i et år, hvor man ikke har haft så meget på paletten, at overbevise folk om at smide en større pose penge efter os. Men det skal nok lykkes, og fremover kan vi i langt større grad være et politisk talerør for vores medlemmer.«
Erhvervsforeningen har desuden fået ny erhvervschef, idet Bente Nørgaard har valgt at stoppe og er blevet afløst af Jørgen Schytter.

»Han er lokalkendt, kender opgaverne og har prøvet mange ting på egen krop. Han er ikke bare en halvstuderet røver, men har drevet virksomhed og hjulpet mange, så det er en kompetent afløser, og vi er helt enige om retningen.«
I skifter navn til Favrskov Erhverv. Hvorfor det?
»Vi har fået en ny profil, og det sender et signal at skifte navn,« siger Kent Jeppesen.
Generalforsamlingen blev afholdt på formandens virksomhed i Søften, DCC.
Kent Jeppesen var selv på valg sammen med Peter V. Bertelsen fra Global Stole og John Nielsen fra OnlineSynlighed.dk. De havde alle annonceret, at de genopstillede, og da der ikke kom nogen modkandidater, blev de alle genvalgt til bestyrelsen, der desuden består af Kim Petersen fra Kim Petersen Holding og Jens-Ole Staghøj fra Hammel Furniture.