Emma er meget tæt på toppen: Nu skal tre års arbejde stå sin prøve

Anden og sidste rotation på gigantiske, smukke og tankevækkende Mount Everest er gjort. Og det har gjort os godt. 

Vi laver rotationerne, så vi kan vænne os til højden og lægge depoter til topforsøget, så vi ikke skal bære alt på samme tid. Og fordi bjerget er så absurd højt, kan vi ikke bare gøre det i ét huk. 

At klatre Mount Everest er en oplevelse ud af den her verden. Bjerget er så ufattelig smukt, gigantisk, skræmmende, storslået og barsk. Vi kan høre bjerget brøle over os, når vi bevæger os. 

Jakob, Anish (vores sherpa) og jeg tog de tunge rygsække på +16 kilo på ryggen. Vi bar gear, mad og tøj op til camp 1 (6.000 m.o.h) og camp 2 (6.500 m.o.h.). 

Planen var, at vores anden sherpa, Dawa, skulle have været med, men han var syg, og derfor bar vi alle tre virkelig tunge rygsække. Vi håber, at han bliver rask til topforsøget, og ellers har vi en backup-plan. Sådan er det med bjergbestigning. Vi har en plan A, og så har vi altid en plan B, C, D, E, og F.

Windchill på -30 grader

Khumbu Icefall er det første stykke, vi gik op gennem efter base camp - og snart skal igen. Det er et af de farlige steder på Everest, fordi det er et dynamisk isfjeld med isbroer, spalter vi skal krydse med stiger eller hoppe hen over og lodrette sektioner, vi skal klatre. Alt sammen af sne og is. 

Der er sektioner med udhængende is, hvor man skal bevæge sig hurtigt, fordi det kan knække af. Derfor holder vi kun pause, når vi er i sikkerhed. 

Man mærker, hvor mikroskopiske vi er på bjerget. Der er så store kræfter på spil. At man alligevel kan klatre igennem det og finde en rute op igennem, det er surrealistisk. 

Vi var stærke første nat i camp 1 (6.069 m.), fordi Jakob og jeg allerede havde sovet på Lobuche East Summit i små 6.000 meters højde. Vinden var vild, og teltet var komplet dækket i sne om morgen. 

Dagen efter fortsatte vi til camp 2 (6.500 m.), hvor varmen og de tunge rygsække i den grad tog hårdt på vores energi på turen derop. Vi havde tre vindblæste og kolde nætter i camp 2. Vi varmede hænder og smeltede is på vores lille brænder, og pakkede os ind i soveposen for nattens -24 grader. 

Dagene fra camp 2 brugte vi til at gå højere op på bjerget. To gange klatrede vi mod camp 3 (7.200 m.) på isede Lhotse Face for at akklimatisere. Og for pokker, hvor tog vinden hårdt for sig med windchill på -30 grader. Der var simpelthen for meget vind til at komme helt op.

Det her bjerg er i sin egen liga - så kæmpe, smukt, skræmmende og magisk. Turen gav os en fornemmelse af, hvor hurtigt vi bevæger os. 

Tiden er inde

Efter rotationen er Jakob og jeg taget til Namche (3.400 m.o.h.) for at restituere for fuld skrue, inden vi igen drager på bjerget; denne gang for at nå toppen. Det er dejligt at komme ned i tykt luft, hvor vi kan trække vejret ordentligt, hvile og samle energi. 

Når vi er klar, drager vi mod base camp, hvor vi bruger et par dage på at gøre os klar. Derefter er det tid til det, jeg har trænet mod i tre år - toppen af Everest. 

Natten til 16. maj er (den foreløbige) plan, at vi går direkte til camp 2. Her tager vi en ekstra hviledag, og går så vi til camp 3 den tredje nat, for at gå mod camp 4 om morgenen, så vi kan nå at have nogle timers hvile, før vi samme aften går mod toppen. Og så er topforsøget skudt i gang, og herfra bliver det vildt. 

Vejret spiller stadig den helt store rolle i forsøget på at stå på toppen, men som det ser ud nu, holder vores foreløbige plan. Tanken om det giver mig den helt rigtige følelse i maven. 

Man kan følge med på vores GPS-tracker, mens vi er undervejs med topforsøget. Den opdateres hver tiende minut.

Jeg ville ønske, vi kunne blive længe på toppen, men at være i 8.849 meters højde er potentielt livsfarligt, selvom vi tager ilt. Om det bliver 15 minutter eller en time, det ved vi ikke endnu. Vi skal i hvert fald nå at flage med det danske flag, nyde udsigten, tage billeder, fejre det og græde af lykke. 

Jeg er så klar. Nu er tiden inde til det, jeg har trænet for. Nu skal tre års enormt hårdt arbejde stå sin prøve. Der er sindssygt langt igen til toppen, men jeg glæder mig vanvittigt meget.