Emma er på vej til toppen af Mount Everest: »Mayonnaise er blevet min bedste ven«

Siden sidst har vi brugt tiden på en fantastisk bestigning af bjerget Lobuche Peak (6.119 m.o.h.). 

Ser man ruten på et kort, vil man nok tænke, at vi bevægede os i den forkerte retning i forhold til Everest. Men at bevæge sig op i højderne og ned igen er en del af akklimatiseringen, som gør os stærkere til den endelige bestigning af Everest, fordi kroppen langsomt vænner sig til de tynde luftlag. 

Det ville være respektløst overfor kulturen at sove på toppen af bjerget, så vi fandt et lille plateau ti meter fra toppen, hvor vi overnattede der. Om morgenen lavede vi kaffe, smeltede sne til vores vanddunke og klatrede de sidste syv minutter op på toppen med alt vores klatreudstyr. Fra toppen kunne vi se Everest tårne sig i horisonten. 

Selve bestigningen klarede vi på mindre end tre timer med 20 kilo i vores rygsække. Sidst vi besteg den, brugte vi mere end fem timer. så det er pænt hurtigt gjort. Og så tror jeg ikke, at der er andre danskere, der har sovet ti meter under toppen af Lobuche Peak i et lille halvandenmands-telt. 

Vi fik at mærke, at vi fysisk er stærkere end nogensinde, og vi fik endnu en gang bekræftet, hvor hurtige vi er til at bevæge os. Det er et godt selvtillidsboost at have med i bagagen til Everest. 

Forkølelsen sidder der stadig lidt, men vi passer på os selv med masser af varmt tøj. 

Højdesygesymptomerne meldte så småt sin ankomst i form af hovedpine, men det er kun godt, for det betyder, at kroppen akklimatiserer.

Efter bestigningen gik vi hele vejen ned til Lobuche. 

Masser af kalorier

Til hele ekspeditionen har vi medbragt en 120 liters duffelbag fyldt med 32 kilo snacks.

De fleste snacks har vi pakket i to tønder, som er sendt til basecamp med helikopter, og så har vi to mindre duffelbags til trekket, som er ved at være tomme. 

Vores snacks består af alt fra chorizopølse, serranoskinke, pølser, forskellige oste, marcipan med og uden chokolade, dåsemad, mayonnaise, remoulade, mentos, slik og meget mere. Fælles for dem er et højt kalorieindhold, så kroppen får tilført mest mulig energi.

På trekket forbrænder vi omkring 3.000 kalorier om dagen, og under bjergbestigningen er det let at komme op over 6000 kalorier, så der skal noget energi til. Mayonnaise er blevet min bedste ven. Den har vi med overalt. 

Jakob er allerede begyndt at tabe sig. Jeg ser det ikke på samme måde på min krop endnu, men jeg får i stedet en del væskedannelser i højderne.

Snacksene fungerer både som måltider og som supplement på farten. I tehusene, hvor vi overnatter, bestiller vi, hvad vi vil spise dagen efter. De har en slags menukort, man kan bestille fra. 

Min favoritspise er fried veggie momo, som er nepalesernes svar på dumplings. For at være på den sikre side holder jeg mig fra kylling, som har været på farten i mange dag. Vi får også forårsruller, grøntsager og havregrød. Generelt ved nepaleserne godt, at bjergbestigerne skal have masser af energi, fedt og kalorier, og deres mad er enormt lækkert og smagfuldt. 

Vores erfaring siger os, at hvidt brød og sukker er ikke giver os de bedste forudsætninger, så derfor har vi selv snacks med, vi kan supplere med. 

Noget af det jeg savner mest er at lave mad selv. I basecamp har vi kokke, som laver mad til os, men på bjerget har vi selv brændere med, hvor vi smelter sne i en gryde til vand, kaffe og kakao. 

Næste step

Næste udfordring er at gå her fra Lobuche til Everest Basecamp, som er verdens største basecamp placeret ovenpå en gletcher. Det burde tage fire til fem timer at gå dertil, men vi regner med at gøre det hurtige. 

I basecamp har vi vores egen camp, som ligger i bunden af Khumbu Icefall, hvor vi starter på bjerget. Den 27. april kommer vores danske supporttreck, som har været afsted siden 14. april. De får helt eksklusivt lov til at komme ind i campen, som ellers kun bjergbestigere har adgang til. Her får de virkelig bjergbestiger-ånden at mærke.

Inden vi påbegynder opstigningen af Everest, skal vi gennem puja-ceremonien, som både mig, Jakob og vores sherpaer skal deltage i. Det er en religiøs velsignelse af både os og vores udstyr, og den er fyldt med respekt og følelser. Det er en måde at bede om lov til at betræde bjerget. Uden den går man ikke på bjerget. 

Til slut får vi tsampa-mel, som er en af de vigtigste ting i den tibetanske kost, spredt i ansigtet. Ved afslutningen af ceremonien kastes den i luften i fejring og for held og lykke. Og så er vi klar til at påbegynde opstigningen.