Jacob Bundsgaard revser lokalavis efter kritisk artikel
Aarhus' borgmester retter i et læserbrev kritik af artikel i Din Avis.
(Læs replik fra ansv. chefredaktør Morten Nystrup under borgmesterens indlæg)
Din Avis har for nylig bragt en artikel om, at jeg som borgmester kan være ”i gigantiske problemer”, hvis jeg har handlet ulovligt i et spørgsmål om såkaldt klapning ved Fløjstrup Strand og Aarhus Havn. Læg mærke til ordlyden: At jeg ”kan” være i problemer, ”hvis” jeg har haft en bestemt viden.
Handler man i strid med regler og love, er man i problemer. Det siger sig selv. Det behøver man hverken være jurist, politibetjent eller kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole for at regne ud. Det ved alle.
Problemet er her, at det er ren spekulation fra avisens side, at jeg skulle have haft en bestemt viden på et bestemt tidspunkt. Avisen bringer ikke så meget som et glimt af dokumentation for, at det er tilfældet. Af gode grunde, for der er ikke fugls føde på historien.
Ekspert om manglende oplysninger i havnesag: Borgmesteren kan være i »gigantiske problemer«
Avisen mener dog for ganske nylig i egen formulering at have ”afsløret”, at Miljøstyrelsen i oktober skulle have givet Aarhus Havn oplysninger i sagen, at en ansøgning om klapning ved Fløjstrup derfor var sat i bero, og at disse oplysninger ikke var kendte for byrådet ved forhandlinger om havneudvidelsen i januar-februar.
En ”afsløring”, som var kendt i offentligheden gennem en artikel i Jyllands-Posten fra før jul. Og faktuelle forhold, som er fremlagt af Aarhus Havn, og som også er gentaget i svaret på en 10-dages forespørgsel i Aarhus Byråd (underskrevet af to direktører, en rådmand og en borgmester), som var kendt for Din Avis inden offentliggørelsen af avisens artikel.
Din Avis vælger alligevel at bringe beskyldningen om mine ”gigantiske problemer” til torvs. Bygget på tesen om ”hvis … så har han muligvis … ”.
Tesen bliver i avisen underbygget af Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der dermed bliver det figenblad, under hvilket avisen bringer de ganske grove beskyldninger mod mig frem. Roger Buch ”har svært ved at tro” på Aarhus Havns vurdering. Buch understreger, at ”hvis borgmesteren havde vidst det, kan han muligvis have forbrudt sig imod kommunestyrelseslovens bestemmelser…” Jeg er med på, at det lyder saftigt og sælgende i en avisoverskrift. Jeg er også med på, at jeg og andre politikere i meget høj grad skal tåle at blive set efter i kortene. Det gør vi også. Men det bringer ikke beskyldningerne et eneste skridt nærmere sandheden. Det er og bliver ren spekulation, og det er en gratis omgang at sende sådan svada af sted, som ikke bygger på andet end gisninger og spekulative sammenfald.
Det svarer til at bringe en artikel – underbygget af eksperter - ”hvis” jeg var kørt over for rødt, ”havde jeg brudt færdselsloven”. Hvad skal man sige til det? Derfor har jeg også bibragt avisen meldingen om, at jeg henviser til de svar, der allerede er givet, og ikke ønsker at svare på noget så spekulativt som dette. Dette har avisen ikke ønsket at bringe.
Heldigvis har Din Avis også talt med en anden kilde, juraprofessor Sten Bønsing. Han er i tvivl, om reglerne er brudt – og han er i øvrigt i tvivl, om der overhovedet er noget at komme efter. Det forstår jeg godt.
Samme fremgangsmåde, at bygge sin journalistisk på gisninger og formodninger, bruger Din Avis i en anden og ny artikel. Igen med min ageren som emne, nu om at ”hvis” jeg har gjort noget forkert, så har jeg ”måske” brudt reglerne i forbindelse med et møde med Mærsk.
Igen ved at brygge gisninger, formodninger og sammenfald sammen uden substans og uden belæg. Lidt som overskriften på dette indlæg.
Jeg vil opfordre Din Avis til at stramme op og droppe journalistik bygget alene på spekulationer. Det tjener vores lokale demokrati bedst.
Din Avis Aarhus’ svar:
Kære Jacob Bundsgaard
Hos Din Avis Aarhus tager vi naturligvis lokaljournalistikken alvorligt og ser det som en af forudsætningerne for et velfungerende lokaldemokrati. Det er et emne, vi begge er optaget af, og jeg kan på dårlige dage blive bekymret for dets tilstand. Polarisering bliver mindre og journalistikken bedre, jo flere nuancer der optræder i debatten. Nuancer er vigtige, også når borgmesteren mener, at vi skulle have skrevet, at han ”måske” har brudt reglerne i forbindelse med et møde med Mærsk. Vi fremlægger fakta og forløb i sagen, som bl.a. byrådsmedlemmer så forholder sig til. Sagen er dertil forelagt eksperter, som vurderer, at borgmesteren er i sin gode ret til at blande sig. Savner borgmesteren nuancer, vil jeg opfordre til i højere grad at deltage i vores artikler frem for at lade pressemedarbejdere meddele os, at borgmesteren ikke ønsker at medvirke. ”Ingen kommentarer” bliver hverken vi eller aarhusianerne klogere af.
Med venlig hilsen
Morten Nystrup
Ansv. chefredaktør
Jyllands-Postens Lokalaviser