Jeg hader hvide, brune, gule og sorte mennesker

Racismen stikker ofte sit hæslige fjæs frem i vores ellers harmoniske og tillidsfulde samfund. Det er forfærdeligt hver gang ét menneske nedgør et andet på grund af hudfarve eller etnicitet.

Institut for Menneskerettigheder skriver:

»Racisme er diskrimination eller fordomme baseret på race, hudfarve, afstamning, national eller etnisk oprindelse.

Racisme bygger på en opfattelse af, at der eksisterer et hierarkisk forhold mellem forskellige racer, således at visse racer er andre overlegne. I dag er det almindelig anerkendt, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at der eksisterer forskellige menneskelige racer, men blot ydre synlige forskelle mellem mennesker fra forskellige dele af verden.«

Alligevel er der had, alligevel er der racisme – hvorfor kan vi ikke udrydde hadet og fordommene? Det virker som et unødvendigt spild af kræfter, og dog så menneskeligt. Vi kan ikke sige, at det ikke høre til det menneskelige, vi kan ikke sige, at det er inhumant, for det er netop menneskeligt. Det er mange grunde til hadet og racismen, men det er efter min mening et faktum, at den bor latent i alle mennesker og selvfølgelig også i mig. I en given multikulti skole- eller gymnasieklasse kan der sagtens være masser af racisme. Der er måske 5-10 forskellige nationaliteter i en klasse, og racismen vil ikke sjældent komme fra elever af anden etnisk herkomst end dansk og den kan komme til udtryk på mange måder. Det er langt fra nogen garanti, at man bryder sig om hinanden, hvis man kommer fra Syrien, Island, Irak, Iran, Tyrkiet, Somalia, Vietnam, Tyskland eller Palæstina og har det til fælles, at man har andre rødder end etnisk danske. Snarere tværtimod. Der er blevet meget mere racisme i vores samfund med ankomsten af vore nye medborgere.

Jeg tænker, at det er en overset racisme, som lever skjult i vores samfund, men som mange medborgere med indvandrerrødder er helt klar over, og som det vil være velgørende at få afdækket.