Går eller står blå blok?

Det er budgetsæson i kommunen og dermed atter højtid for taktisk spil, bunker af forslag og kompromisser. I et år med kommunalvalg krydres det hele med partiernes strategi for, hvilken fortælling de ønsker at gå til valgkamp med. Det gør ikke nødvendigvis forhandlingerne lettere eller mere forudsigelige. Det viser historien.

Ved forhandlingerne op til seneste kommunalvalg i 2017 lykkedes det borgmester Jacob Bundsgaard at samle alle partier undtagen Nye Borgerlige om en aftale. Det betød, at han i den efterfølgende valgkamp kunne undgå alt for mange beskyldninger om økonomisk uansvarlighed og forkerte prioriteringer. Borgmesteren drømmer sikkert om samme ro på bagsmækken ved valget i november, men nogen garanti, får han ikke.

Det viser forløbet op til valget i 2013, hvor DF som det eneste parti fra blå blok sad tilbage, da budgetaftalen skulle skrives under.

Meget taler dog for et bredt forlig. Inden de afgørende forhandlinger kalder en række problemer i den kommunale kerneopgave på løsninger. Blandt andet har Lokalavisens afsløringer af kritisable forhold på socialområdet tydeliggjort nødvendigheden af handling. Det handler ikke alt sammen om penge, men også om ledelse. Der er dog bred enighed om, at både social- og ældreområdet lider under utilstrækkelig finansiering. Flere handicappede og flere ældre udhuler økonomien på de to vigtige områder. Læg dertil prognoserne for, hvor svært det i fremtiden bliver at tiltrække og fastholde arbejdskraft til de kommunale kerneopgaver. Omkring en fjerdedel af pædagogerne og sosu-assistenterne planlægger en snarlig tilbagetrækning, mens optaget på eksempelvis sosu-uddannelsen er stagnerende og frafaldet stigende. Hvilket parti tør ikke være en del af løsningen? Måske de partier, der ønsker at profilere sig tydeligt op til kommunalvalget. Det kan der nok være brug for.

Indtil videre har den konservative borgmesterkandidat Sten Stavnsbo valgt en samarbejdsorienteret linje med fokus på politiske resultater frem for forhandlingstaktiske positionering.. Det blev for alvor tydeligt under sidste års afgørende budgetforhandlinger, der på grund af coronasituationen var henlagt til Musikhuset Aarhus. Efterårsvejret var til den lune side, solen skinnede over Aarhus og strålerne skar gennem musikhusets glasfacader. Men i forhandlingslokalet, Rytmisk Sal, var luften indeklemt og belysningen dunkel. Flere af mødedeltagerne bed mærke i, hvor meget plads Stavnsbo og Bundsgaard gav hinanden. Flere følte, at der blev lyttet ekstra meget til de konservative.

Derimod følte Venstre sig overhørt. Allerede få minutter efter mødestart, bad de om tænkepause, og efter en time forlod de musikhuset. Bundsgaard ville ikke rokke ved den såkaldte forhandlingsramme, et sæt spilleregler man skulle acceptere, hvis man ønskede at lege med. Blandt andet var udsigten til en skattestigning mere end hvad oppositionens største parti kunne leve med. Om Venstre i år er parat til et exit, vil sige meget om, hvilken strategi partiet vælger at gå til valg med. Venstres nye spidskandidat Christian Budde bør udnytte enhver chance for at profilere sig og dermed skabe sig et navn blandt vælgerne. Men bliver det som den kompromissøgende politiker, der går efter størst mulig indflydelse eller som en skarp og kritisk oppositionsleder? Nogle vil nok mene, at Aarhus trænger til det sidste.