Enhedslisten glæder sig over udmelding fra to Venstrekandidater

To Venstrekandidater, Kirstine Hannibal og Steffen Gram Lauridsen, reagerede i sidste uge på FN’s seneste klimarapport ved at skrive et debatindlæg under overskriften: Venstre støtter omstilling til grøn energi. Det er måske ikke i sig selv så epokegørende, for siden ”klimavalget” til folketinget, er det blevet den fremherskende holdning at erklære sig som tilhænger af grøn energi.

Kun de færreste drister sig til at gå op imod kravet om omstilling til bæredygtig energi. Ofte følges der dog op med vage ideer om, at markedet nok skal klare det, eller at det betyder meget mere hvad kineserne gør, eller at atomkraft er løsningen, eller at det ikke må koste mere, eller at det ikke må skabe ulighed, eller at det ikke må genere folks udsigt, eller at løsningen ligger for enden af en hockeystav, eller…, eller…. Alt sammen undskyldninger, der tjener til at udskyde egentlig handling.

Det forfriskende er, at de to kandidater gør op med de sidste 30 års forsømmelser og taler for at gøre noget nu, i stedet for at håbe på ny teknologi. Jeg har sporet samme holdninger hos nogle af Venstres nuværende byrådskandidater, og det lover jo godt for den kommende byrådsperiode. Vi har den nødvendige teknologi til rådighed og kan ikke vente på teknologiske mirakler før vi omstiller til grøn energi.

Lidt senere i debatindlægget taber de to kandidater dog pusten lidt, men det tror jeg skyldes manglende fokus på opgavens størrelse og vurderingen af, hvad der skal til. Det er ikke så væsentligt, for det kan vi afklare, når blot viljen til at handle på problemerne, som FN’s klimarapport beskriver, er til stede.

At høre Enhedslisten tale om at tage ansvar for fællesskabets skyld er jo nærmest trivielt. Sidste valgkamp havde Enhedslisten netop et slogan, som hed: ”Fællesskab fungerer”. Jeg mindes derimod ikke før at have set debatindlæg fra venstrekandidater, der slutter med at betone, at Venstre er klar til at tage ansvar for fællesskabets skyld og pege på konkrete løsninger. Ved at pege på konkrete løsninger, vægtes det globale fællesskab over individ. Og det er nødvendigt i en global klimakrise, der truer fremtidige generationer.