Er politiske reklamer spild af papir?

Flyers/pamfletter/løbesedler/foldere/politiske reklamer.
Kært barn har mange navne, men når vi taler om politiske reklamer i postkassen, er barnet ikke lige så kært.
Der er en betydelig gruppe mennesker, for hvem politiske reklamer har en værdi. De er en kilde til korte, informerende tekster om de lokalpolitiske valgmuligheder.
Virkeligheden for de fleste borgere i kommunen er dog, at størstedelen af de politiske reklamer bliver smidt ud ulæste. Det er i højere grad i lokalpressen, på de sociale medier eller gennem kandidattests online, at de fleste får overblik over deres lokale kandidater. Derfor bliver de husstandsomdelte politiske reklamer lidt noget papirspild.
Af samme grund skal borgere i Favrskov ikke forvente reklamer fra SF-Favrskov i deres postkasse. Vi har nemlig besluttet ikke at husstandsomdele foldere i forbindelse med det kommende kommunalvalg. I stedet deler vi kun foldere ud til interesserede på gader og stræder.