En rigtig samfundsborger

Mange når ikke det halve af hvad han gjorde i sit liv, både på det private og det offentlige område.

I en tidlig alder får han de første to børn og efter en del år endnu et, alle tre piger, for til sidst at få to drenge lidt efter, hele tre kuld børn. Men ikke nok med det, så var han rigtig god til at tage unge fra lokalområdet ind på gården, hvis de havde brug for at komme i gang med voksenlivet og føle der var brug for dem.

Stylthøjgård i Holme, som han overtog da hans forældre gik på pension, drev han fra 1965 til 1994 sammen med vores mor Inger, som gik bort i 2015. Et mesterværk byggende på fremsynethed og vovemod fik han skabt. Den første i Danmark til at bygge en stor vindmølle, en svinestald til 500 grise, en kostald til omkring hundrede malkekøer og eksperimenter med nye kvægracer og foderstoffer, blev det også til. Husker tydeligt de mange busser på gårdspladsen og op ad grusvejen, når landboforeninger fra hele landet kom på besøg for at se, hvad han nu havde fundet på.

Han opkøber endnu tre gårde, som han får lagt sammen, og endnu et eksperiment popper op, man kan da lave et af stuehusene om til ferielejligheder, det ender nu med at det bliver til fastboende lejere med tiden, et andet er aftægtsbolig for vores bedsteforældre og det sidste bliver efter nogle års udlejning solgt fra. Jorden beholder han, og der er grobund for dyrkning af foder til både grise og køer. I alle årene har han leveret førsteklasses mælk til mejeriet, og vi selv hentede mælk hver dag i den lille gule spand, der lige netop kunne være i køleskabet, det smagte godt.

Livet på gården er godt, men også et slid, men det forhindrer ikke, at han tager aktivt del i det lokale politiske liv som venstremand i det, der hed sognerådet i flere år. Møder på kæmnerens kontor ved gården bag Dråby kirke, husker jeg sad og ventede i bilen, mens far lige skulle have et lille møde der. Sognerådene bliver nedlagt, og han sidder derefter i skolekommissionen i Ebeltoft i en årrække. Det var her man for eksempel ansatte skoleledere dengang. Han havde sine meningers mod og sagde gerne fra, hvor andre fulgte trop eller faldt på halen.

Borgerpligt blev han valgt til som vurderingsmand, det var dengang, man tog ud og så på husene i kommunen for derefter at vurdere deres værdi. Husker han efter endt arbejdsdag eller midt på dagen i middagspausen tog afsted for at udfylde den pligt.

I sin pensionisttid ved Vibæk strand måtte han, så længe kroppen holdt, dyrke lidt jord. Det blev til kartofler, som han solgte ved vejkanten. Her kunne han sidde i sofaen og holde øje og samtidig nyde udsigten over Ebeltoft Vig.

Far var en alsidig mand med næse for forandring, og mod på at tage chancer.

En rigtig venstremand med social forståelse i hjertet og et drilsk blik i øjet.

En engageret samfundsborger, hvor det private og det offentligt falder i hak.

Nu skal han møde mor igen, og jeg har ikke problemer med at forestille mig, hvor mor er, lige præcist der hvor hun allerhelst vil være, i selskab med sine kære, i en dejlig have med smukke blomster og store træer og græsset nyslået, og horisonten i det fjerne med en lysende sol på vej op. I baggrunden larmer hønsene og køerne tygger lystigt og længe på det nyhøstede halm, venter bare på at blive malket. Her er ingen grund til bekymring, alt er trygt og godt. Snart vil de mødes igen, hun kan ikke vente. Efter et langt liv sammen er selv kort tid længe at være uden hinanden. Der kommer han gående mellem dyrene lige hen til hende, de tager hinanden i hånden, lige så naturligt som de altid sov til middag sammen på sofaen, og nu bliver de sammen på deres sted.