Da topadvokaten trak bukserne ned og satte sig på hug, lærte jeg mindst fire ting

»Det kan simpelt hen ikke passe,« har ofte været reaktionen, når jeg under stor væmmelse har fortalt om, hvordan man som hundelufter i Riis Skov risikerer at stifte bekendtskab med ikke bare dyrs - men også menneskers efterladenskaber.

Det virker da også helt syret at folk - beklager det direkte sprog - skider i naturen, men ikke desto mindre er det et voksende problem, blandt andet i Riis Skov. Nu er det blevet så stort, at selv kommunen har opdaget det, og føler sig tvunget til at sætte skilte op, hvor folk opfordres til at besørge hjemme. Fænomenet løbemave er velkendt i såvel læge- som motionskredse. Fitness eller løb sætter gang i maven, og for nogen bliver trangen så stor, at skovbunden åbenbart er eneste løsning.

Effekten af sådanne skilte er tvivlsom, hvilket kommunen da også erkender. For når først benene er skruet ned i lycraen, skal intet stoppe én. Heller ikke løs mave, anstændig opførsel eller for den sags skyld andres misbehag.

Jeg har været på alt for nært hold af sådan en løbemave. En gruppe løbere (motionister i flok, er de værste) kom imod mig på villavejen, da den sidste mand i feltet pludselig satte farten ned, luntede bag fodboldmålet på kvarterets grønne område og tømte tarmene. At se en voksen mand i den position gjorde indtryk. Både på mig, en anden forbipasserende med klapvogn og - tror jeg - ikke mindst - vores hund.

Den nu flere gram lettere løber afslog først mit ”tilbud” om at låne en hundepose for at rydde op. Da jeg - til min egen overraskelse - begyndte at råbe, kom løberen mod mig. Jeg rakte hånden frem, gav ham posen og vores blik mødtes akavet. Løberen viste sig at være en af byens førende advokater. Efter episoden stod flere ting klart:

1. Løbermave rammer selv i bedre kredse.
2. Det er ikke kun ungdommen, der vender ryggen til almindelig pli.
3. Advokater kan løbe (også fra ansvaret).
4. Hunde har også følelser.

Skovstierne er blevet den bevægende klasses catwalk, hvor seneste skrig i stramtsiddende tøj og accessoires luftes. Mon ikke også, der råd til at tage en hundepose med i baglommen, hvis man har erfaring for, at bevægelse sætter ustyrligt gang i maveregionen? Sådan en pose koster omtrent 25 øre, og køber man dem i Lidl, er de endda med duft. Og så fylder de mindre end det toiletpapir, som åbenbart også er blevet fast motionsudstyr for flere - skovbunden afslører det.

DHL-hysteriet på byens arbejdspladser er i øjeblikket på sit højeste. I kantinerne fyger det med undskyldninger om gamle knæskader og ved kaffemaskinerne taler man om, hvor hyggeligt det var sidste gang. Mon nogen tænker på, hvor tæt man egentlig risikerer at komme på sine kolleger ved årets motionsbegivenhed, der sætter gang i både ben og maver?

Pas på, hvor du træder. God tur.