Debat: Støjgenerne i Viby skal løses
Byrådskandidat har startet en underskriftsindsamling mod støjgener i Viby.

Se på et kort. Se på Viby, og se så, hvor tæt motorvejen er på boligkvartererne, hvor børnefamilier, unge og ældre skal ha en hverdag til at hænge sammen.
I Viby er der mange borgere, der oplever en stigende støjforurening, hvor de bor. Og støjen er faktisk meget værre, end man som udgangspunkt skulle tro. Støjforurening er med til at udvikle depression og stress, og det er en væsentlig forringelse af ens livskvalitet at bo i støj og larm.
Heldigvis er der håb forude for Viby, hvis vi altså sørger for at få Viby på prioriteringslisten, og det vil jeg kæmpe for.
I den nye plan for Danmarks infrastruktur er der nemlig afsat 3. milliarder kroner til støjreduktion. 600 millioner har allerede fået retning til 17 projekter, der skal påbegyndes i 2022. Der er dog ingen af disse projekter, der ligger i Aarhus. Projekt nummer 18 skal derfor være i Aarhus, nærmere bestemt i Viby.
For det er absolut nødvendigt, at vi gør noget ved støjen. Og det er lige nu, at muligheden er der. Derfor har jeg startet en underskriftsindsamling for at gøre opmærksom på vores udfordring. Dette vil vi overlevere til forligskredsen og transportministeren. Det her er et af de problemer, vi skal løse i fællesskab.
Der skal gøres en indsats for at få nedsat støjniveauet. Og derfor skal vi politikere presse på, så nogle af de 3 milliarder kommer borgerne omkring Viby, Ravnsbjerg og Stavtrup til gode. Flere har oplevet en stigning i decibel over de seneste år, og jeg har selv stået og målt decibel niveauer - der er over grænsen for, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bor i.
Selvom vi hastigt udvikler og udbygger vores by, skal vi huske, hvad basis er for et godt liv. Med motorvejen i baghaven er Viby et af de steder i Aarhus, der er mest udsat for vejstøj.
Det skal vi have løst.