Chefredaktørens klumme: Cigarkasserne bør overvåges

I sin tale ved Folketingets åbning i 2019 forsøgte Mette Frederiksen at tegne et billede af, at den gensidige tillid i Danmark var falmende. Man husker måske statsministerens eksempel med jordbærboden, hvor pengekassen ikke længere stod frit fremme, og hvor der var opsat videoovervågning.

Om tesen om smuldrende tillid mellem danskerne holder, vides ikke. Men i det offentlige står pengekassen af gode grunde ikke frit fremme. Her mødes borgere og virksomheder med krav om dokumentation, kontrol og sanktioner. Vi stoler på, at det offentlige - og hinanden - har styr på pengene. At den rette skat inddrives til rette tidspunkt. At der ikke svindles med udbytteskat og coronaerstatninger, og at det offentlige ved, hvad pengene bruges til. Sådan burde det være hele vejen rundt, men når sagen drejer sig om partistøtten, står pengekassen tilsyneladende pivåben, og der er hverken overvågning, kontrol eller for dens sags skyld sanktioner. For hvem skulle have interesse i det? I hvert fald ikke politikerne.

Hele systemet er baseret på blind tillid. Måske for meget, viser Lokalavisens afsløring af, hvordan man i Dansk Folkeparti i Aarhus har ført, hvad der ligner cigarkassebogføring med partistøtten. Udbetalte midler er efter alt at dømme ikke blevet brugt, ligesom ubrugte midler ikke er modregnet det efterfølgende år, som en af de få regler ellers foreskriver.

Hvis et parti får mindst 100 stemmer ved kommunalvalget, er der adgang til kommunens partistøtte. Hver stemme udløser 7,50 kroner og med socialdemokraternes dominans i byen, er partiet selvsagt den største modtager. Således har Socialdemokratiet de seneste fire år fået udbetalt i alt godt 2,1 millioner kroner i partistøtte. I alt er der i indeværende valgperiode udbetalt knap 5,3 millioner kroner til alle partierne.

Trods kommunens milliardbudget er det trods alt ganske mange penge, og hvem fører så kontrol med dem? Tilsyneladende ingen. Kommunen har begrænset mulighed for at opdage det, for tilgangen til partierne er præget af selvjustits, og hvad der ligner blind tillid. Måske for stor tillid, viser sagen om Dansk Folkeparti.

Partistøtten skal ifølge reglerne bruges til »politisk arbejde«. Det er et vidt begreb og kun op til partierne at definere. Der er ingen krav om bilag, regnskaber eller anden form for almindelig dokumentation for, at pengene er brugt eller for den sags skyld, hvad de er brugt på.

Der er med andre ord tag-selv-bord i vejboden, og ingen holder øje.

Afsløringen af en tilsyneladende lemfældig omgang med offentlige midler i Dansk Folkeparti rammer på det værst tænkelige tidspunkt for ikke bare et i forvejen presset parti, men for alle partier, der op til kommunalvalget skal vinde vælgernes tillid. Det er svært, når man selv spiller efter andre regler.

Den manglende kontrol med partistøtten underbygger fortællingen om, at der for partier og politikere gælder andre regler end for borgere og virksomheder. Det vil være passende med mere overvågning af kommunekassen, hvis tilliden til politikerne og partierne skal blive bedre.