Venstre vil bekæmpe hærværk med overvågning

Der har også i denne sommer været talt meget om hærværk og uro forskellige steder i Favrskov. Og det er et reelt problem, både økonomisk, praktisk og tryghedsmæssigt, når der udøves hærværk eller begås indbrud i offentlige bygninger. Men det er samtidig ikke rimeligt, at alle unge potentielt er under anklage, blot fordi nogle få ikke kan finde ud af at behandle andres ting ordentligt.
Venstre foreslår derfor til de kommende budgetforhandlinger, at der afsættes midler til overvågnings- og sikkerhedsudstyr, som kan bevilges i tilfælde af uopklarede og gentagne hærværkstilfælde eller andre strafbare forhold. Andet sikkerhedsudstyr kan f.eks. være sms-låse på offentlige toiletter. Vi ved, at sådanne tiltag virker.
Vi foreslår samtidig, at der indføres en kommunal praksis, hvor alle hærværkstilfælde og øvrige strafbare forhold konsekvent anmeldes til politiet, sådan at der opnås bedst muligt efterforskningsgrundlag og endvidere et pålideligt datagrundlag for omfanget af denne form for kriminalitet.
Venstre vil have mere ro, mere tryghed og mindre kriminalitet. Vi håber, at resten af byrådet vil det samme.