Trilledagpleje som forsøg i Favrskov Kommune

Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi i socialdemokratiets netop vedtagne valgprogram har skrevet, at vi vil undersøge mulighederne for trilledagpleje i Favrskov Kommune.
Det har i Odense Kommune vist sig at være en stor succes, og den bølge vil jeg i et kommende byråd sammen med den øvrige socialdemokratiske gruppe arbejde på, at vi også bliver en del af.
Tænk sig hvis det havde være en mulighed, da jeg selv havde små børn i huset. Hvor fantastisk det havde været, at mine børn var blevet hentet af en morgenfrisk dagplejemor. Så havde vi ikke behøvet at stresse rundt for at komme ud af døren.
I sin enkelhed går trilledagplejen ud på, at dagplejeren henter børnene på deres hjemmeadresse i en ladcykel. Børnene vil nyde at komme rundt på den måde og få en frisk start på dagen.
Det bliver lettere at være en travl småbørnsfamilie, og på det store plan vil det mindske bilerne på vejene - også sammenholdt med at flere og flere er begyndt at arbejde mere hjemmefra.
Vi er med trilledagplejen rollemodeller for vores små børn og viser dem vigtigheden i det aktive liv og giver dem nogle sunde rutiner, fra de er helt små.
Jeg kan også huske dage, hvor jeg har afleveret mine børn og er gået derfra med en knude i maven, fordi der var stor farvelseance, og mine børn har følt, jeg forlod dem.
Med trilledagplejen er det børnene, der forlader hjemmet, hvilket har vist sig også at være en fordel og lettere for børnene. Så kan mor og far tage på arbejde med en god samvittighed.
Trilledagplejen skal også ses som et pædagogisk redskab, idet vi giver vores børn en forståelse for trafikregler og fællesskab, gode snakke om forskellige årstider og det at være i naturen.
Det er også et fokus på kommunens medarbejders sundhed og en måde at få mere motion ind i arbejdsdagen. Vi skal passe på vores fantastiske dagplejere i kommunen, så vi kan have dem i faget i mange år.
Det skal naturligvis være en frivillig ordning for dagplejemødrene. Der er altså ingen, der skal tvinges ud på en cykel, ligesom det også skal være frivilligt for de enkelte familier.
I første omgang skal det etableres som en forsøgsordning for at se, om det rent faktisk kan lade sig gøre i Favrskov Kommune, og hvor i kommunen det giver bedst mening.
Pludselig er FNs verdensmål, som ellers til tider kan synes fjerne og abstrakte, blevet meget lavpraktisk.
Det er en måde, hvorpå vi som kommune, borger og medarbejder i kommunen kan bidrage i forhold til målene omkring sundhed, bæredygtighed og klima.