Vi mangler hoveder og hænder

I denne sommer er det blevet åbenlyst for en hver. Mange restauranter har ikke kunnet skaffe personale til at efterkomme efterspørgslen. Håndværksmestre søger med lys og lygte efter medarbejdere. Ældre- og handicapområdet i kommunerne har måtte reducere servicestandarder og inddrage personalets ferier, for lige at få det til at hænge sammen. Alt sammen en forsmag på hvordan det danske arbejdsmarked er ved at udvikle sig. Og det går stærkt.

Vi mangler i den grad hoveder og hænder – medarbejdere med faglige kompetencer. De seneste måneder har jeg til min skræk læst artikler om, at man nu sætter vagtværn ind på plejecentre for at kunne håndtere udadreagerende beboere og beskytte personalet. Det er en trist udvikling. Jeg er bange for det er udtryk for et skred i vores menneskesyn og tilgangen til pleje og omsorg af ældre og svage medborgere.

Der er brug for i Danmark, at vi i højere grad anerkender og italesætter værdien af hverdagens faglige arbejdskraft. Både håndværkere, sundhedspersonalet og pædagoger.

Vi skal blive bedre til at rekruttere til disse fag. Medarbejderne her skal værdsættes for faglighed og menneskelighed, som de centrale personaler de er i vores velfærdssamfund. Vi skal blive bedre til at efteruddanne og opkvalificere med de kompetencer, der er brug for. Og vi skal blive bedre til at få unge sporet ind på de faglige uddannelser. Mange unge gør det jo rigtig godt i dag, men der er stadig en betydelig del af en årgang, som ikke får en ungdomsuddannelse. Hvorfor får vi dem ikke motiveret til et uddannelsesforløb, hvor vi ved der bliver brug for dem i fremtiden. Hvor er skolerne og studievejlederne henne i denne sammenhæng?

Om kort tid går budgetforhandlinger i gang i Skanderborg Kommune. Kunne vi ikke bredt i byrådet enes om at se på denne kæmpe udfordring? Hvad kan vi selv som kommune gøre for at blive mere attraktive og værdsatte arbejdspladser? Hvad kan vi gøre for at opkvalificere og fastholde gode medarbejdere, som vi allerede har?

Noget har med penge at gøre, men meget har også med holdning, tilgang og vores egne italesættelse at gøre. Værdsætter vi i tilstrækkeligt omfang den saglige og dygtige indsats? Er der de nødvendige tilbud om efteruddannelse? Respekterer vi på den rigtige måde balancen mellem arbejdsliv, fritidsliv og familieliv? Er der tid og rum til over en kop kaffe at evaluere de komplekse udfordringer og personalets trivsel?

Som offentlige arbejdsgivere er der opgaver nok at tage fat på i kommunen og udfordringerne på arbejdsmarkedet bliver kun større.

Ligeså på det private arbejdsmarked. Politikere, private og offentlige arbejdsgivere burde sætte sig for at se konstruktivt på disse ting. Det haster. Ellers vil vi om få år se reduktioner i velfærdsniveauer og produktivitetstab i samfundet, som ingen af os ønsker.