Debat: Beskæmmende - hvordan Syddjurs Kommune behandler sine svageste

»Kommentarer til artiklerne i Adresseavisen Syddjurs om service på ældreområdet for få skattekroner.
I 2020 blev plejecentrene i Syddjurs Kommune beskåret med værdighedsmidler og klippekortsordning, og de fik pålagt en særdeles kritisk vasketøjsordning, så hvordan kan politikerne undgå at være flove over den service, der leveres til kommunens svageste beboere?
I Adresseavisen i uge 29 udtaler medlemmerne i SÆ-udvalget sig om det laveste forbrug af penge på ældreområdet i 19 kommuner i Region Midt. Ingen nævner plejecentrene og konsekvenserne af besparelserne. Har politikerne fuldstændig glemt området eller er det en bevist udeladelse? Her bor kommunens svageste borgere og kun ganske få er i stand til selv at gøre opmærksom på forholdene efter besparelserne i 2020.
På Plejecenteret Rosengården har besparelserne medført en hverdag med forringet livskvalitet. Det har bl.a. givet sig udslag i, at der er minimal mulighed for at lave udflugter i Plejecenterets bus til de dejlige naturområder i kommunen med strand, skov, gårde og byområder. Når man kan dufte havet, mærke vinden eller høre bladenes raslen i skoven, kan minder og erindringer genopfriskes, og medvirke til en øget livskvalitet i en ellers rutinepræget hverdag.
Tidligere var der ansat en medarbejder mhp. adspredelse i de sene eftermiddagstimer. Hun samlede fx en lille gruppe beboere en gang om ugen. Et afsnit af Badehotellet, som repræsenterer en periode mange beboere husker, blev vist og efterfølgende talt om. Eller hun opsøgte beboere, for at tale med dem om deres erindringstræ eller gå en tur i haven.
Men nu er hun fyret, og disse muligheder er væk. Plejecenteret har tidligere haft stor hjælp af en gruppe frivillige. Pga. Covid-19 blev alle aktiviteter aflyst og samtidig blev aktivitetskoordinatoren fyret i forbindelse med besparelserne. Der er sket et naturligt frafald af frivillige, og der er ingen koordinator til hverken at genetablere en gruppe af frivillige eller vedligeholde en naturlig tilgang. Det er vores opfattelse, at pårørende i høj grad hjælper deres nærmeste med livsindhold i hverdagen. I kraft af den forlængede levealder er mange pårørende selv pensionister, andre bor langt væk og nogle beboere har kun få eller ingen pårørende. Derfor er det nødvendigt med personale til også at varetage opgaverne.
Plejecenteret er blevet pålagt en stor ændring i vasketøjsordningen. Et vasketøjsfirma har overtaget opgaven, og til trods for at kommunen bryster sig af at leve op til de 17 verdensmål, transporteres det i store lastbiler til Sjælland. Beboerne får vasketøj retur, som er krøllet, krympet, plettet, noget bliver væk eller tøj fra et andet sted bliver afleveret. Den tidligere medarbejder i vaskeriet er fyret. Medarbejderen var desuden behjælpelig, hvis der var et akut behov for at bringe en urinprøve til lægehuset eller hente ny ordineret medicin på apoteket. De opgaver har det faste personale overtaget. Samtidig må der bruges megen tid på opskylning af tøj, hvis beboere har haft uheld med urin eller afføring, da tøjet kun hentes en gang om ugen. Tidligere kunne det afleveres direkte i vaskeriet. Plejecenteret har et vaskeri, som er fuldt brugbart.
Plejecenterlederen har tilbudt at tage vasketøjsordningen tilbage for samme udgift som kommunen betaler til vasketøjsfirmaet, men politikerne vil ikke træffe beslutningen, selv om det ikke koster ekstra. I budgettet for 2021 blev vasketøjsordningen ført tilbage for hjemmeplejen, men det må åbenbart ikke ske på plejecentrene! Hvad er problemet?
Personalt gør deres bedste inden for de rammer, der er bevilliget. De er både imødekommende og omstillingsparate. Men da de politiske bevillinger er små, betyder det, at de bevilligede ressourcer stort set kun rækker til at yde den mest basale pleje/omsorg. Som omtalt i en af artiklerne står kommunen over for et rekrutteringsproblem af medarbejdere. Dette mærkes også på plejecentrene. Selvfølgelig rygtes det blandt potentielle ansøgere, at Syddjurs Kommune prioriterer kun at afsætte midler til den mest fornødne pleje. Derfor må det forventes at SOSU-assistenter og -hjælpere i de kommende år søger derhen, hvor der er mulighed for udvikling og anvendelse af alle professionernes facetter. En kommune kan kendes på den måde, den behandler sine svageste borgere på.«