Hvor længe skal de unge udsætte deres ungdom?

Da skruestikken blev løsnet, og vi alle kunne forsamles i noget, der lignede de gode, gamle dage, må det have føltes som en kæmpe befrielse for unge mennesker.

At være ung er per definition af føle sig fri, at være sammen på kryds og tværs, at kysse og kramme, danse til høj musik og finde sig selv i fællesskabet. Alt det, der får hjertet til at banke!

Derfor fejrer de i disse dage befrielsen fra det jerngreb, vi alle har været holdt i siden marts 2020, men også de normale begivenheder, som hører foråret og sommeren til.

Mens de voksne gradvist vænnede sig til ændrede arbejdsforhold og færre sociale arrangementer – og måske endda fandt en vis glæde i begge dele – så har de unge set den ene livsbegivenhed efter den anden ændre sig radikalt for øjnene af dem: udsatte og indskrænkede konfirmationer, dimission uden forældre og søskende, ingen gallafest, ingen gymnasiefester i det hele taget.

Barer og diskoteker har været lukket land i halvandet år. Caféer og restauranter næsten ligeså – og da de åbnede, besluttede man at lukke dem kl. 22, så det passede med, at de unge heller ikke her kunne være en del af fællesskabet. Hvilken ung går hjem kl. 22? Nej, vel.

Bedst som de smukke larver skulle til at folde sommerfuglevingerne ud, blev de stækket. De har ikke – som alle unge før dem – haft mulighed for at rejse ud i verden, arbejde og bo i en fremmed storby, tage på (uafbrudt) højskoleophold, trekke i Asien osv.

De har i stedet måttet påtage sig et ansvar for de ældre og de sårbare, så de ikke grundet manglende håndhygiejne uforvarende slog deres bedstemor eller kronisk syge forælder ihjel. Nogen har svigtet dem, og mange har udskammet dem, og vi kan simpelthen ikke være det bekendt.

Derfor er min bøn til jer, der føler jer forstyrret af de unges fejring af livet - for det er jo dét, det i bund og grund er. Soundboxen kan blot spille væsentligt højere end ghettoblasteren fra min ungdom. Tænk på, hvad de er gået glip af i nogle ungdomsår, som aldrig kommer igen. Tænk på, hvad de har fået skyld for. Tænk på, hvordan det må føles at blive peget på, alene fordi man har en bestemt alder.

Giv dem lidt ekstra elastik, køb et par ørepropper. Og gå stille og roligt ned og be’ dem om at skrue ned, inden I ringer til politiet som det første. Selvfølgelig skruer de op igen – ungdommen skal være lidt udfordrende. Ellers fik vi aldrig ændret noget som helst i vores samfund – men glæd jer over deres glæde og prøv at huske tilbage til dengang, hvor I selv var unge. Det er sværere, end man tror, men det sætter mange ting i perspektiv.