Debat: Lisbjerg skal have plads til alle
Jeg har med interesse læst Metin Aydins (MA) indlæg om boligsituationen i Lisbjerg. MA peger på udfordringer med at finde tilstrækkelige egnede familieboliger i Lisbjerg, hvilket gør, at familier fraflytter området. En udfordring, som MA mener, jeg ikke har forståelse for, endsige tager alvorligt. Det er ikke sandt. Tværtimod har jeg generelt et ønske om, at vi lokalt i Aarhus skaber blandede byområder med plads til forskellige bolig- og beboertyper, hvor der er mulighed for både at slå sig ned og have råd og mulighed for at bo over tid, når familiens behov forandrer sig. Det har betydning i hverdagen for børn og voksne, at der en vis forudsigelighed og stabilitet i, hvor man slår rod, og hvem man danner fællesskaber med.
Derfor vil jeg også gerne gentage pointen fra artiklen i Lokalavisen den 20. april 2021, hvor min partifælle Jan Ravn Christensen understreger, at vi ser med bekymring på udviklingen og støtter flere og større familieboliger i Lisbjerg. Gerne med fokus på nye boformer som to-familiehuse, så vi både imødekommer den plads børnefamilierne efterspørger og bygger klima- og miljøbevidst. Med de tydelige dilemmaer for børnefamilierne i Lisbjerg, bør vi politisk give os tid til at genbesøge udviklingsplanerne. Ingen har interesse i at Lisbjerg bliver en transitby, som MA skriver, hvor familierne bor til leje, men fraflytter når de ønsker at eje.
Når det er sagt, må jeg også medgive, at lokalplanlægning er vanskelig og bygger på forudsætninger og prognoser, der ikke altid rammer plet, når vi ser den konkrete udvikling i et givet lokalområde. Det er kendt, at både kvarterer, beboersammensætning og ikke mindst de krav til boligerne, som borgerne ønsker sig, udvikler sig over tid. Tag bare de rækkehuse, som i 1940’erne, og 1950’erne afløste byernes etagebyggeri og førte til en bølge af udflytning fra bykernerne. De blev i senere årtier set som alt for små til børnefamilier, mens de i dag er populære igen.
Jeg kan kun opfordre byrådet og de afdelinger, som har ansvaret for byplanlægning til så vidt muligt at tage højde for de nye behov, vi ser i Lisbjerg.