Vi borgere bliver i tvivl om, hvorvidt vi bliver taget alvorligt

Til trods for, at Aarhus Kommune gør sig meget store anstrengelser for både at legitimere kursen og træffe gode og kvalificerede valg gennem borgerinddragelse og virtuelle høringsprocesser, så bliver vi borgere nogle gange i tvivl om, hvorvidt vi bliver taget alvorligt. I de mest grelle situationer kan vi endda føle os bekræftet i, at der er forskel på folk, og at et givent projekt nok kun har kunnet lade sig gøre grundet projektudviklernes pondus, samt gætte på, at mere jævne folk ville være blevet mødt af en lukket dør på rådhuset.

Det skal vi gøre noget ved.

Jeg læste for nylig et interview med en bekymret institutionsleder fra Lisbjerg i Lokalavisen.

Institutionslederen udtrykte, at det var hendes håb, at der ville blive bygget flere familieboliger i Lisbjerg. For hun oplevede, at mange familier flyttede fra byen, fordi boligerne i området - både de eksisterende og de planlagte - ikke er, hvad familierne efterspørger. I Lisbjerg er der bygget en stor skole og adskillige institutioner, men hvem er det, der skal fylde bygningerne, hvis børnefamilierne ikke kan finde de boligtyper, de ønsker at bo i?

Det, jeg blev mest overrasket over, da jeg læste interviewet, var svaret for rådmanden for Børn og Unge Thomas Medom (SF). Institutionslederen fortalte, at det kunne være vanskeligt at få relationsarbejdet i børneflokken til at fungere, fordi rigtig mange børn og deres familier flyttede fra området. Institutionslederen understregede, at børnene godt kan finde ud af det, men at det er meget krævende for et barn at skulle skabe nye relationer og komme ind i venskaber, der allerede er formet. Rådmandens svar var at: »Heldigvis er børn omstillingsparate og kan vænne sig til meget, men faste klasser og børnegrupper er klart at foretrække.«

Hvis jeg var forælder, pædagog eller lærer i Lisbjerg, så ville jeg være dybt frustreret over svaret. For børns omstillingsparathed og fleksibilitet løser ikke alle de udfordringer, der er i institutionerne og familierne, det lindrer højest børnenes oplevelse af deres egen situation.

Rådmanden vælger at forholde sig til efterspørgslen på familieboliger, og han udtrykker, at “(...) men der er en udvikling i gang, hvor børnefamilier kan finde ud af at bosætte sig på mindre plads”. Det kan meget vel være, at vi alle kommer til at bo på mindre plads i fremtiden. Men det er tydeligvis ikke det, der efterspørges i Lisbjerg her og nu, og den aktuelle udflytning fra byen viser med stor tydelighed, at en del af familierne flytter derhen, hvor de kan finde den plads, de drømmer om i stedet for at bo på mindre plads. Aarhus Kommune må blot håbe på, at familierne bliver inden for kommunegrænsen.

Rådmanden for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek kunne for nylig præsentere et uddrag af den kommende kommuneplan i pressen og som netop nu behandles i byrådet. I alt 3.600 parcelhusgrunde er der disponeret for i hele Aarhus med opland, blandt andet med det formål at sikre, at skatteborgere ikke flytter fra kommunen og i stedet bosætter sig i omegnskommunerne.

I forbindelse med at planerne blev offentligt kendt udtrykker medlem af Lisbjergs fællesråd Christopher Bering Band, at det er ærgerligt, at der ikke blive udstykket parcelhusgrunde ved Lisbjerg, fordi fællesrådet oplever, at børnefamilierne flytter, fordi der ikke rigtigt er plads til dem i byen. Fællesrådet er bekymret for, at Lisbjerg bliver en transitby, hvor de nystartede familier bor i en periode, og flytter videre ligeså snart familierne bliver større eller ønsker at eje i stedet for at leje. Rådmanden svarer, at det er usandsynligt, at der kan blive udstykket parceller i Lisbjerg de næste 10-12 år og formentlig hellere ikke derefter. Ifølge rådmanden, så er der planlagt store udviklingsområder i Lisbjerg med stor interesse fra udviklere og byrådet har besluttet, at der ikke skal udstykkes parceller her.

Trods forståelse fra rådmanden og Teknisk Udvalg, er toget tilsyneladende kørt eller nær ved at forlade perronen.

Og det må vække frustration. For gang på gang oplever vi, at en udviklingsproces starter i et samarbejde mellem en projektudvikler og Aarhus Kommune, og at der gennem et årelangt parløb investeres meget tid og energi i et projekt. Og som borger må man fornemme, at der i en sen høringsproces ikke er den store lyst til at indarbejde borgernes gode idéer og ønsker for den by eller bydel de bor i, netop fordi processen er meget fremskreden, og at det vil koste store ressourcer at ændre på det pågældende projekt. Og hvorfor skal man så overhovedet høre borgerne, hvis det er tilfældet?

Hvorfor justerer vi ikke på praksis omkring udviklingsforløbene, så lokalsamfundet involveres langt tidligere i processen og inden projektudviklingen kommer så langt, at det koster dyrt for både udvikler og embedsværk at ændre på væsentlige elementer i projektet? Og lade det være hovedreglen at udviklere konsulterer det lokale fællesråd tidligt i et forløb og tager lokalområdet i ed inden en udviklingsproces kommer for langt?

I Lisbjerg-sagen tyder alt imidlertid på, at lokalområdet har været oplyst om udviklingsplanerne, og det kan således ikke lastes hverken udvikler, embedsværk eller politikere, at man lokalt nu ønsker sig noget andet. Og der kan være mange gode grunde til, at udviklingsplanen for Lisbjerg ikke kan eller skal ændres. Derfor svarer de to rådmænd selvfølgelig helt efter bogen og i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået, og den virkelighed der er opstået. Kommune- og lokalplanlægning er til for, at borgerne kan kende den nære fremtid i ens lokalområde, og at man eksempelvis ikke kan overraskes, når det nyerhvervede hus mister sin fine udsigt. For erhvervet og investorerne er det lige så vigtigt at kende fremtidsudsigterne for et område, for ellers risikerer de jo at købe katten i sækken - og hvis det bliver reglen, frem for undtagelsen så stopper al udvikling. Samtidigt kan udvikling også sande til, hvis det bliver for vanskeligt at ændre på henholdsvis kommune- eller lokalplanlægningen, så det er en hårfin balance mellem modsatrettede hensyn der skal opretholdes.

Vores behov ændres, når vi stifter familie, bliver ældre, børnene flytter hjemmefra, eller vi bliver enlige - det skal lokalområdet kunne rumme, så indbyggerne ikke risikerer at skulle flytte langt væk, når der sker en social begivenhed i deres liv. Særligt unge er sårbare, og de har helt sikkert oftest bedst af at kunne opretholde deres sociale kontakter. Det skal ikke kunne negligeres med henvisning til børns omstillingsparathed eller “det kunne I bare have sagt i høringsfasen” - for ti år siden. Det er kommunens ansvar, at hele vores livscirkel kan rummes inden for et så stort lokalområde som Lisbjerg.