Nye plug-in hybrider fortsætter med at dominere
Salget af de opladelige hybrider udgør nu 22 pct., og Ford Kuga er i front. Mangel på computerchips kan øge leveringstiderne.

De mange nye plug-in hybrider fortsætter fremgangen på det danske bilmarked, og i juli udgjorde de 22 pct. af det samlede personbilsalg, mens de rene elbiler havde en markedsandel på 10 pct.
Ford Kuga er fortsat den mest populære blandt de opladelige hybrider, men Toyota Rav4 ligger også godt til. Normalt plejer Citroën C5 og Peugeot 3008 også at være med blandt de mest solgte opladningshybrider, men i juli glimrer de ved deres fravær.
Juli var heller ikke nogen stor måned for elbilerne, hvor ikke en eneste model formåede at køre ind i top-20. Samlet set blev der indregistreret 13.402 personbiler, og selv om det er 29 pct.
mindre end sidste år, er der en god forklaring på nedgangen.
Samme måned sidste år havde nemlig et exceptionelt godt bilsalg grundet genåbningen efter en hård nedlukning.
Historisk set er juli, med få undtagelser, en stille måned, når det kommer til bilsalget i Danmark.
Mikrobil er bestseller
Den mest indregistrerede bil i juli var den helt lille Toyota Aygo fulgt af en anden kompakt Toyota i form af Yaris-modellen, mens tredjepladsen gik til Hyundai i10.
Kigger man på det samlede salg år til dato, er der indregistreret 109.904 personbiler, hvilket er 2 pct. højere end samme periode sidste år. Det udløser tilfredshed hos De Danske Bilimportører.
»Selv om nedlukningen i Danmark stort set er et overstået kapitel, sætter coronapandemien dog stadig sine spor, da den globale mangel på mikrochips lægger en dæmper på produktionen af nye biler,« siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører, der ser en fortsat stigende udbredelse af de grønnere biler.
Lige nu er der 75 forskellige elektriske bilmodeller at vælge imellem på det danske marked, hvilket er et markant højere tal end samme tidspunkt sidste år, hvor antallet af indregistrerede elektriske modeller var 27.
»Bilproducenternes målrettede indsats for at udvikle nye klima-og miljøvenlige biler gør det nemmere for danskerne at foretage det grønne valg, når der skal købes ny bil. Når man ovenikøbet får en afgiftsrabat på disse biler, ser vi de store salgsandele af grønne biler, som vi forventer bliver endnu større over de næste år,« siger Mads Rørvig.
Der kan dog blive udfordring med at levere bilerne, mener man hos Autobranchen Danmark.
Mange bilproducenter lige nu oplever længere produktionstider på udvalgte plug-in-hybridbiler og elbiler, fordi der global mangel på de såkaldte mikrochips, som spiller en afgørende rolle for bilernes it-system.
»Derfor kan der hos visse mærker være meget lang ventetid på flere modeller på strøm eller hybrid, og derfor kan den reelle efterspørgsel efter grønnere biler være svær at aflæse,« siger Gitte Seeberg, adm. direktør.