Politiet lukkede Facebook-fest
Politiet og SKAT rykkede lørdag aften ud til en fest i Hørning sydøst for Randers.
Der var inviteret til festen i det lokale forsamlingshus gennem Facebook, og da myndighederne troppede op kunne man konstatere at der ulovligt blev solgt alkohol, der var købt i Tyskland.
30 personer deltog i festen som politiet lukkede ved godt 21-tiden.
SKAT konfiskerede efterfølgende de ulovlige varer i form af øl og spiritus.
Det var SKAT, der var blevet opmærksom på den ulovlige fest, og som derefter bad politiet assistere ved aktionen.