Ministeren kommer til høstfest
Næste torsdag besøger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen Djursland.
Besøget er afslutningen på ministeriets udflytningsprojekt, kaldet ’MBBL flytter ud’, hvor Ministeriet i uge 39 slår sig midlertidigt ned i Aarhus og på Djursland.
I forbindelse med besøget på Djursland afvikles der et folkeligt debatmøde med deltagelse af ministeren, borgmester Jan Petersen, borgmester Kirstine Bille, Frank ”Bonderøven” Erichsen og flere andre.
Rammen for debatmødet er høstfesten i årets landsby Nørager, og der vil på en folkelig og uhøjtidelig måde blive sat fokus på, hvordan der skabes udvikling og vækst på Djursland.