Uden strøm i fire måneder
Hjulene på kommunens ni elbiler har ikke drejet rundt siden 1. maj i år, fordi det har været umuligt at tanke dem op med energi, fortæller ejendoms- og indkøbschef Steen Elhede. Han forklarer, at årsagen til dette er, at firmaet, Better Place, som kommunen havde abonnement med, gik konkurs i maj. Better Place stod for både el-bilerne og elstanderne. Efter konkursen blev strømmen straks slukket på både kommunens ladestationer og de fire standere på Schmeltz Plads. Og det var derfor umuligt at bruge bilerne.
Elskift
I stedet valgte indkøbschefen at leje fem hybridbiler, til der kom orden i forholdene igen. Selvom Better Place netop er blevet overtaget af det tyske firma Eon, har Steen Elhede valgt at skifte leverandør af el. - Vi har nu skiftet over til Clever, som sørger for, at vi får strøm på bilerne fra i næste uge, siger Steen Elhede. Rådhuset får dermed igen sine egne elstandere, hvor bilerne kan fyldes op. Bilerne bliver brugt, når kommunens folk skal til møde ude i byen, på inspektion eller andre specielle opgaver, der ikke er så langt væk. ag@roskildeavis.dk