Kommunalt ansatte i Varde skal have ekstra øjne
Medarbejderne kender deres lokalområder og distrikter. Derfor kan de også hurtigt ”spotte”, hvis noget afviger fra normalbilledet - og det vil politiet gerne have meldinger om
Politiet får nu en håndsrækning – nærmest på øjemål - når det gælder om at forebygge og opklare kriminalitet i Varde Kommune.
Flere hundrede kommunale medarbejdere bliver nemlig opfordret til at have øjnene godt med sig, når de færdes rundt om i det kommunale landskab – et landskab, de ofte kender bedre og mere indgående end politiet selv.
"Medarbejderne er jo vant til at komme rundt. De har deres distrikter, hvor de færdes dagligt – de kender gaderne og stræderne – og de kender ”normalbilledet” i den landsby, den bydel eller den by, hvor de har deres daglige færden.
"Derfor kan de også hurtigt ”spotte”, hvis normalbilledet ikke længere er helt så normalt, som det plejer at være," mener Lis Bang Troelsen og Ragnhild Sigaard fra Personaleafdelingen ved Varde Kommune.
"Og netop det, at medarbejderne hurtigt bemærker, hvis noget ikke er som det plejer, kan være med til både at forebygge og opklare kriminalitet."
Det mener politiet i hvert fald, og de har gode erfaringer med lignende samarbejder i andre kommuner.
"I forvejen har vi et samarbejde med Esbjerg, Sønderborg og Aabenraa kommuner. Nu er turen kommet til Varde, og hos Syd- og Sønderjyllands Politiet håber vi, at samarbejdet kan udvides til at omfatte alle kommuner i politikredsen," fortæller lederen af lokalpolitiet i Varde, Torben Kloster.
"Derfor er Varde Kommune også parat til at yde denne indsats, der jo kommer kommunens borgere til gode i form af øget tryghed," mener de to medarbejdere.
De, og Torben Kloster, understreger dog kraftigt, at der ikke er tale om, at de kommunale medarbejdere skal agere som stikkere for politiet.
Intet dyneløfteri
"På ingen måde. De kommunale medarbejdere skal ikke løfte dyner eller noget i den stil. Det handler om at registrere mistænkeligt ændringer i normalbilledet, og eventuelt give et praj til politiet, eller til deres egen nærmeste leder."
Lis Bang Troelsen og Ragnhild Sigaard fastslår også, at ingen kommunale medarbejdere vil blive pålagt, at påtage sig denne ekstra årvågenhed.
Varde Kommune har op mod 1.000 medarbejdere, der har en hverdag langt væk fra skriveborde og computere, og det er de medarbejdere, der kan blive inddraget i arbejdet.