Undervisning med højt til loftet
Glem alt om trange klasselokaler og mørke skolegange.
Roskilde Tekniske Skole (RTS) har netop officielt slået dørene op for deres nye bygning på Pulsen 8, der især skal huse institutionens elever på de grafiske uddannelser.
I den nye bygning er fleksibilitet i fokus, så over alt er der sikret muligheder for at indretningen kan bruges på flere forskellige måder.
Blandt andet er radiatorer og vindueskarme udformet, så de kan bruges som siddepladser.
Derudover er mange vægge i glas og flere af bygningens åbne rum har skærme på hjul, så opdelingen kan tilpasses forskellige situationer.
- Her er højt til loftet og alting er indrettet med fleksibilitet og pædagogik for øje, så undervisningen har mulighed for at brede sig udover de traditionelle rammer, fortæller uddannelseschef på RTS Lotte Skaarup, der mener, at den nye bygning vil være med til at give eleverne bedre muligheder for at få det fulde udbytte af deres uddannelse.
- Vi håber på, at vi på den her måde også er fremtidssikret, men der er vi selvfølgelig nødt til at sige ‘7-9-13', tilføjer hun.
Samarbejde med Musicon
Hver af den nye bygnings fire etager får store mængder lys fra en nordside, der næsten udelukkende består af glas.
Når man bevæger sig op ad oplever man således også, hvordan Musicon-grunden åbner sig mere og mere foran bygningens hovedindgang.
RTS og Musicon arbejder da også tæt sammen for at sikre, at de to institutioner får mest ud af deres naboskab.
- I fremtiden er det tanken, at vi kan være med til at skabe liv omkring Musicon, som vi så også kan nyde godt af, siger Lotte Skaarup og fortsætter:
- Blandt andet håber vi på, at der vil komme cafeer og lignende på Musicon, som vores elever kan udnytte.
Del af en drøm
For uddannelseschefen handler konstruktionen af den nye bygning selv sagt langt hen ad vejen om at hjælpe eleverne godt på vej.
Men hun mener også, at de ansatte, der får mulighed for at slå deres folder i bygningen, har fået et anderledes forhold til den, fordi man har forsøgt at involvere dem i deres udformning.
I brydningsfeltet mellem elevernes muligheder i bygningen og de ansattes fordele ved at arbejde i den, håber Lotte Skaarup, at der kan opstå en større helhed.
- Vi håber på, at bygningen kan være med til at gøre os mere attraktive for nye elever.
- Jeg så da gerne, at vi i fremtiden bliver stedet på Sjælland, hvor man tager, hvor man tager en grafisk uddannelse, siger hun.
hw@roskildeavis.dk