Ålegilde på Aarø
Aarøs Perle fortsætter en god tradition med ægte ålegilde på havnen på Aarø
Efter den travleste sommer i mands minde på lillebæltsøen Aarø, skulle man tro at de fleste havde fået lysten styret. Men det gælder naturligvis ikke Olaf Søgaard, der driver 'Aarøs Perle'. Den mand har flere jern i ilden end selv den travleste smed.
“Vores næste aktivitet er de traditionelle ålegilder. Det er 'sat ål' - alt det man kan spise,” fortæller den driftige restauratør og iværksætter.
Det er fjerde år, der holdes ålegilde på 'Aarøs Perle', og det er kun gået fremad med deltagelsen. Første år blev der holdt to gilder, året efter fire og året efter igen otte. Derfor skulle man vel tro, at der så bliver afholdt et helt dusin ålegilder i dette efterår, men sådan spiller klaveret trods alt heller ikke.
Interesse i top
“Vi holder 10 ålegilder, og grunden til at det bliver til så mange er, at vi ikke vil være flere end 40 personer hver gang. På den måde kan alle sidde inde i i vores bygning. Vi har masser af teltplads, men det kan blive for koldt, hvis vejret ikke arter sig,” siger Olaf Søgaard.
Ud over den lange fisk, som der er kolossale mængder af, så er der også musikalsk underholdning når der er ålegilde på 'perlen'. Der er skiftevis harmonika og keyboards musik - Men hver gang af den levende slags, lover restauratøren. De ialt 400 billetter til ålegilderne kan hurtigt få ben at gå på. Allerede i fredag kunne Olaf Søgaard melde den første dato udsolgt og samtidig kunne han melde at halvdelen af alle billetter allerede var solgt:
“Det er jo mange af de, der plejer at komme, som allerede har sikret sig en plads. Det vil de ikke gå glip af,” griner Olaf Søgaard.
De første ålegilder løber af stablen i weekenden den 27. O
og 28. September. Så følger den 4. og 5. oktober, den 11. og 12. oktober, den 18. og 19. oktober samt den 25. og 26. oktober. Billetter kan købes på telefon 5129 3020.