Han ville jo det bedste
Selv om det i den store offentlighed var kendt, at Milton var alvorlig syg, så gik det her til sidst uventet stærkt. En scanning to dage, før han døde, viste at kræften havde bredt sig. Milton blev valgt til kommunalbestyrelsen i 1989. Jeg havde den store glæde i en periode at sidde sammen med ham i socialudvalget. Her var der, trods mange tunge sager, også plads til et smil, og Miltons humor bidrog i høj grad at kalde smilet frem. Til stor undren for mange blev han ikke genvalgt i 1993. Ved valget i 1997 kom han stærkt tilbage. Milton sagde mere en gang, at hans bedste år i politik var de fire år, hvor han sad i økonomiudvalget med Larsen, Jensen og Christensen. Det var også for mig gode tider, hvor vi fire havde et rigtig godt kammeratskab, og hvor de tre herrer udviste stor loyalitet overfor mig som udvalgets formand. I september 2007 måtte jeg grundet sygdom nærmest overnight trække mig fra borgmesterposten. Milton var 1. viceborgmester, og det var naturligt, at han var en af de få, jeg ringede til for at sige, jeg var for syg til at fortsætte. Jeg vil aldrig glemme hans reaktion: ¿Du kan ikke stoppe, tag orlov i tre eller seks måneder.¿ Det siger noget om vores samarbejde og hans loyalitet overfor mig, at han ikke bare tog min meddelelse til efterretning. De følgende fem år var Milton borgmester i Hvidovre. De år har givet ikke været nemme hverken for ham, familien, og måske heller ikke altid for dem han skulle samarbejde med. På borgmesterposten skal man ind imellem kunne være mere hårdhudet og kontant end Milton evnede. Han havde ikke det gen. Han ville jo det bedste, og forstod derfor ikke, hvis nogen var utilfredse. Frustrationen gik indad, og tiden var ikke god for ham. Hans brud med socialdemokratiet betragter jeg mere som et udslag af frustration, end som et reelt brud med ideologien. Jeg husker Milton som et varmt og socialt bevidst menneske, og det er det minde jeg vil bære videre. Det vigtigste eftermæle, vi mennesker kan få, bor i hjertet hos vore kære. Mine tanker og medfølelse går til Birgit, børn og børnebørn. Ære være Miltons minde.