Esbjerg Museum i gult
Spændende værk i gang på museet
Der kravler en mand rundt uden på Esbjerg Museum og dækker alle vinduer med gul folie. Det er TAM TAM &, der er begyndt arbejdet med sit bud på en visuel fremstilling af lyd som en del af Sydvestjyske Museers kulturhistoriske projekt “Rock i Esbjerg”.
”Vi har hele tiden gerne villet se på rocktemaet fra mange forskellige vinkler, så da Lars Ejlskov, som er manden bag TAM TAM &, kom til os med sin ide, kastede vi os ud i det”, fortæller projektleder Rikke Bøgsted Knudsen.
Med tiden vil hvert stykke folie blive skåret til, så der stille og roligt vokser et grafisk facadeværk frem, som både vil have et markant udtryk mod Nørregade og Torvegade og lægge et spændende skyggespil ind i museets forhal. Lars Ejlskov arbejder på værket tirsdag til fredag - man er velkommen til at kigge forbi.