Dea Enna udstiller i atelieret
udstilling Rammerne bliver noget usædvanlige, når malerinden Dea Enna åbner sin næste udstilling "Landskabsbygninger". Her udstiller hun nemlig for første gang sine værker i sit eget atelier. Titlen "Landskabsbygninger" henfører til bygninger i samspil med det omkringliggende landskab, og malerierne afslører en stor passion for teglværker. "Teglværker har en smuk form med de høje skorstene og lange lader. Jeg elsker solnedgangene over Cathrinesminde Teglværk, hvor de lyset og bygningen flyder sammen, men stadig med de rene linjer, der giver ro i billedet," fortæller Dea Enna, der tilbringer utallige timer i naturen for at fange det helt rigtige øjeblik. "Jeg var ude ved Cathrinesminde Teglværk for at tegne skitser af teglværket, men tagene var alt for kraftigt røde. Pludselig blev himlen sort, og så kom den kraftige regn. Da regnen var over, havde de våde tage skiftet farver, og så var der en skov af blå, gule og grønne tegltage. Det viser bare, at selv om man tilbringer mange i naturen, er de fantastiske øjeblikke ofte få og korte. Jeg er meget taknemmelig for at have oplevet det øjeblik," siger Dea Enna, der også udstiller keramik samt malerier af universet. "Kosmos er et fantastisk åbent rum, og nattehimlen byder på en utrolig ro og skønhed, som er næsten umulig at gengive," siger Dea Enna, der glæder sig til at få publikum hjem i atelieret i de lyse lokaler i Rinkenæs. Udstillingen kombineres med et dagligt foredrag om dybde kl. 15.00. Atelieret ligger på adressen Sejrsvej 44 i Rinkenæs. Udstillingen er åbent lørdag den 28. og søndag den 29. september samt lørdag den 5. og søndag den 6. oktober kl. 11.00-16.00. Entréen er 15 kroner.