Venstre vil begunstige kulturen
Hos Venstre vil man gerne bruge penge på at trække store kultur- og sportsarrangementer til Aabenraa
Hos Venstre forudser man, at kommunens økonomi vil komme under pres fra 2015 på grund af manglende skatteindtægter fra færre indbyggere, og af at lønindkomsterne i Aabenraa kommune generelt er lavere end i resten af landet.
Partiet vil forsøge at vende denne udvikling med mere kultur.
"Med udsigten til 1.800 nye arbejdspladser på sygehuset i Aabenraa frem mod 2018 og en målrettet indsats, tror vi på flere indbyggere i Aabenraa Kommune," siger Venstres borgmesterkandidat, Thomas Andresen.
”Vi vil afsætte penge til ekstraordinær markedsføring og events i budgettet for 2014. Det kommende år tager vi første spadestik til det, der frem mod 2018 skal udvikle sig til landsdelens nye sport- og fritidscenter. Derfor mener vi, at der er behov for en særlig målrettet indsats for at sætte Aabenraa kommune på landkortet. Hvad hjælper det med gode varer på hylderne, hvis ingen ved det?” spørger Thomas Andresen.
"Vores afsatte vækstpulje, er på en mio. kroner i både 2014 og 2015. Derudover er der afsat et foreløbigt engangsbeløb på 350.000 kroner i en udviklingspulje. Dele af pengene i vækstpuljen skal anvendes i samarbejde med kommunens detailhandel som et double-up beløb til markedsføring. Resten af pengene skal være i vækstsekretariatet for at tiltrække større nye kultur- og sportsarrangementer og udbygge allerede etablerede store arrangementer," siger borgmesterkandidaten.
"Vi ønsker med de nye puljer at gøre op med tanken om, at nye arbejdspladser og moderne skoler i sig selv medfører bosætning. En offensiv indsats er afgørende," slutter Thomas Andresen.