Sandi åbner frisørsalon i Storegade
Med salonen "A House of Hair" vil Sandi Lange Thomsen lave en salon for hele familien
Det selvstændige liv er ikke et ukendt land for den 31-årige kvinde fra Varde. Hun har tidligere været selvstændig frisør med salon i Blåvand. ”Jeg kunne godt li' mit arbejde, men med et barn og en mand der var i gang med en uddannelse til politibetjent, så var det ikke nemt at få det til at hænge sammen,” fortæller Sandi, som derfor valgte at stoppe med sin salon, for at hellige sig familielivet, mens hendes mand Stephan kunne koncentrere sig om at få sin uddannelse. ”Den har han nu fået, og samtidig har vi fået et barn mere, så vi nu har børnene Shawn på seks år og Nicoline Scarlett på to et halvt år,” tilføjer hun. ”Derfor er det nu min tur til at realisere mig indenfor frisørbranchen igen,” fortæller Sandi. Det sidste år har hun været ansat i en salon i Varde, men da hun fandt et ledigt lejemål i Storegade, slog hun til. Lejemålet har tidligere huset Andelskassen. ”Jeg får her 184 m2 frisørsalon og dertilhørende baglokale. Desuden bliver der to behandlerrum, så jeg får mulighed for at tilbyde andre ting som for eksempel en negletekniker og en massør.” ”Der er ti betjeningspladser i salonen og jeg håber på, at kunne ansætte en frisør i løbet af kort tid. Målgruppen er hele familien og til de helt små er der et legehjørne. Det er planen, at salonen skal åbne i starten af oktober, og i uge 38-39 vil der der allerede være mulighed for at kunne online booke en tid i salonen på hjemmesiden: www.ahouseofhair-varde.dk På hjemmesiden kommer der løbende opdateringer med hensyn til åbningsdagen, åbningstider, Tlf nummer og så videre.